NYHEDER 28. FEB 2019 KL. 07:00

Busoperatør vil sammen med producent sende selvkørende busser ud i trafikken

Af: kollektivtrafik

Busoperatør vil sammen med producent sende selvkørende busser ud i trafikken

Svenske Scania, der er en del af VW-koncernen og blandt andet producere og levere bybusser, vil sammen med busoperatøren Nobina starte et forsøg med selvkørende busser i almindelig rutetrafik i Barkarbystaden, der er en del af Stockholms-området


- Teknikken er nu tilstrækkelig moden til, at vi kan begynde med forsøg på almindelig vej, siger Karin Rådström, der er buschef hos Scania.

- Dermed bliver forsøget et af de første med store busser i Europa, siger hun og peger på, at forsøget skal danne basis for den fortsatte udvikling af selvkørende busser.

Forsøget i Barkarbystaden bliver gennemført i to trin. Det første trin bliver uden passagerer. På næste trin vil busserne åbne dørene for passager. På dette trin vil der også være en sikkerhedfører med på bussen, der skal bistå passagerne og overvåge kørslen.

Busoperatøren Nobina er dybt involveret i projektet med at etablere det, som selskabet vurderer vil blive en vigtig del af fremtidens kollektive transport.

Henrik Dagnäs, der er administrerende direktør for Nobina Sverige peger på, at forsøget vil give ny indsigt i og erfaringer for arbejdet fremover, når det gælder drift og styring af selvkørende busser.

- Samtidig vil det skabe forudsætninger for at flere kan rejse kollektivt. Kravene til de selvkørende busser vil være lige så strenge, som til den øvrige trafik, når det gælder tilgængelighed, sikkerhed op pålidelighed, siger han.

Der indgår to el-busser fra Scania i projektet. De to el-busser af typen Scania Citywide LF vil forbinde den hurtigt voksende Barkarbystaden sammen med den nærmeste T-banestation, Akalla. Busserne kommer til at køre på en fem kilometer lang strækning, hvor der er fire holdepladser i særlige baner forbeholdt busser.

Til at begynde med er det planen, at busserne på en strækning på omkring én kilometer vil være selvkørende. I anden fase af forsøget ventes det, at omkring 300 passagerer dagligt vil benytte de selvkørende busser på ruten.

Udviklingsprojektet er i gang og forsøget skal efter planen indledes i 2020. Under hele forsøget vil informationer om blandt andet gennemsnitshastighed, tilgængelighed, precision i forhold til køreplanen, afvikling og kundetilfredshed blive indsamlet.

Ud over forsøget med selvkørende el-busser i linietrafik er Barkarbystaden også udgangspunkt for andre løsninger til den kollektive transport. Det gælder blandt andet infrastruktur og busser til BRT-løsninger og nye digitale løsninger, der bliver gennemført i et samarbejde mellem Region Stockholm, Järfälla kommune og Nobina.