Af: kollektivtrafik
NT - Nordjyllands Trafikselskab - har på sin vej mod at blive et mobilitetselskab været ude i marken for at snakke med kunderne. På den måde har NT fået en god fornemmelsen af, hvad det er, kunderne møder i dagligdagen. Hvad der fungerer godt og ikke så godt i busserne, på stoppestederne og øvrige steder, hvor man som kunde er i kontakt med NT eller NT’s services. NT har set på tværs af Kongeriget og over Øresund og fået inspiration fra trafikselskabet Skånetrafiken
NT har fået meget ud af kontakten med kunderne - blandt andet, at der er behov for en ændring i den måde, som busserne er indrettet på. NT har taget udfordringen op blandt andet fået lavet en busmodel i virtual reality i samarbejde med universitetet i Aalborg, så forskellige forslag til busindretning og farvevalg kunne testes. Knap 100 kunder blev involveret i testen, og deres inputs har haft direkte indflydelse på, hvad der stilles af krav i til indretning af busser fra og med det kommende udbud.
- Indretningen af vores busser er der ikke blevet pillet ved i en årrække, og dialogen med vores kunder har været en øjenåbner i forhold til kundernes behov. Vi har helt sikkert mulighed for at give kunderne en bedre oplevelse, end den vi tilbyder i dag, siger Mette Henriksen, der er chef for kunder og salg hos NT.
Kunderne var i stor udstrækning tilhængere af for eksempel at gøre flexarealerne større i busserne, så der er bedre plads til kørestole, cykler og barnevogne.
- Helt konkret betyder kundernes feedback, at alle fabriksnye regionalbusser i fremtiden skal indrettes med et stort flexareal, som skal kunne rumme to kørestole/barnevogne samt to cykler på samme tid. Desuden bliver flexarealet niveaufrit uden trin, hvilket er et ønske fra flere gangbesværede. De unge har ønsket sig bedre muligheder for at oplade telefoner, og derfor stiller vi fremover krav om, at der er et stort antal muligheder for USB-opladning i busserne, siger Mette Henriksen og fortsætter:
- Når flexarealet udvides på baggrund af kundernes ønsker, betyder det samtidig, at antallet af faste siddepladser reduceres. I stedet vil der være klapsæder på langs af flexarealet, som vi kender det fra Metroen og S-togene i København.
De første busser med de nye indretninger forventes på gaden fra august i år.
Øget fokus på samskabelse
Hos NT er der en klar ambition om at være mere kundedrevet og i større udstrækning inddrage relevante interessenter og samarbejdspartnere i udviklingen af fremtidens kollektive transport.
- Produkter og services, der skabes på skrivebordet, har en tendens til at være hurtige at få på markedet, men der er typisk tilbageløb, fordi der er ting, der ikke er taget højde for. Vi arbejder derfor fokuseret på at blive gearet til en meget større grad af samskabelse med kunder og interessenter, så vi får ramt rigtig med nye kunderettede ting fra starten, siger Mette Henriksen.
NT har flere store ting i støbeskeen, hvor inddragelse er nøgleordet. På tegnebrættet ligger blandt andet samskabelse af en ny forretningsplan for 2020-2025, hvor NT inddrager kunder, medarbejdere, chauffører, vognmænd og kommuner. NT arbejder også på at skabe et forum, hvor fremtidige indsatser udvikles og tilpasses i samarbejde med kunden, hvilket Skånetrafiken gør i vid udstrækning med gode erfaringer.