NYHEDER 28. AUG 2019 KL. 15:56

DSB 1. halvår 2019: Sådan gik det med punktligheden, ejendommene og lokalaftalerne

Af: Redaktionen

Punktlighed for S-tog er høj, mens punktligheden for Fjern- & Regionaltog er udfordret. Her er flere af DSB’s kommentarer til regnskabet for 1. halvår 2019


 

S-tog til tiden – høj punktlighed og opfyldelse af kontraktmål
I S-togstrafikken er den høje punktlighed fra 2018 videreført i 1. halvår 2019. Både kundepunktligheden – det med Banedanmark fælles mål for punktligheden inden for 3 minutter – samt operatørpunktligheden – den del af punktligheden som DSB alene står til ansvar for – ligger med henholdsvis 93,0 procent og 98,7 procent over kontraktmålet med staten. De 300.000 daglige kunder i de københavnske S-tog er dermed nået frem til tiden i langt de fleste tilfælde.

En række af vores kunder har imidlertid været negativt påvirket af, at der også i 1. halvår 2019 er gennemført en række infrastrukturarbejder. Vi arbejder tæt sammen med Banedanmark om planlægning af den erstatningskørsel, der skal sikre, at kunderne kan komme frem, når der ikke kører S-tog. Endvidere har mange af vores kunder også været negativt berørt af de tidligere omtalte overenskomststridige arbejdsnedlæggelser blandt dele af DSB’s kørende personale.

 

Kundepunktlighed for Fjern- & Regionaltog under pres
Kundepunktligheden for Fjern- & Regionaltog har i 2. kvartal 2019 udviklet sig negativt. I 1. kvartal 2019 opfyldte kundepunkligheden kontraktmålet med staten. Men med et resultat på 76,1 procent isoleret for 2. kvartal 2019 lander den samlede kundepunklighed for 1. halvår på 79,8 procent. Dette er under kontraktmålet med staten på 83,4 procent.

Faldet kan blandt andet henføres til infrastrukturarbejder og fejl på det kørende materiel. Hertil kommer forsinkelser fra tog, der ankommer til Københavns Hovedbanegård fra Sverige og giver afledte forsinkelser i hele Fjern- og Regionaltogstrafikken. Samtidig har også vores kunder i Fjern- & Regionaltogstrafikken været negativt berørt af de tidligere nævnte overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.

Operatørpunktligheden for Fjern- & Regionaltog ligger på 94,8 procent i 1. halvår 2019 og er dermed over kontraktmålet med staten på 93,4.

 

Nye moderne tog vil effektivisere og stabilisere togdriften
Det er vores mål at udskifte de aldrende dieseldrevne tog til fordel for en moderne, ensartet elektrisk togflåde med de fordele, det giver kunderne.

Det er en gennemgribende fornyelse af togflåden, som er nødvendig for at realisere de samfundsmæssige, driftsøkonomiske og miljømæssige gevinster af elektrificeringen af jernbanen frem mod 2030.

DSB og Siemens indgik i 2018 en aftale om levering af nye Vectron el-lokomotiver. De nye el-lokomotiver forventes løbende at blive sat i drift i regionaltogstrafikken på Sjælland fra 2021.

Indkøb af såvel nye togvogne som el-togsæt blev sendt i udbud i 2018.

For nye togvogne har vi afholdt møder om de modtagne indikative forhandlingstilbud fra henholdsvis Siemens og Talgo. Vi har på baggrund heraf offentliggjort det endelige og reviderede udbudsmateriale til tilbudsgiverne i juli 2019. Projektet følger fortsat tidsplanen, og tildeling af kontrakt kan forventelig ske i december 2019. Det forventes, at de nye vogne kan indsættes i passagerdrift i 2022.

Vedrørende nye el-togsæt er der ligeledes afholdt møder om de modtagne indikative forhandlingstilbud fra henholdsvis Alstom, Bombardier, Siemens og Stadler. Vi forventer på baggrund heraf at offentliggøre det endelige og reviderede udbudsmateriale til tilbudsgiverne i efteråret 2019. Projektet følger tidsplanen, og det forventes, at tildeling af kontrakt sker ultimo 2020. De første togsæt forventes indsat fra 2024, men det endelige indsættelsestidspunkt samt leveringstakten vil først være kendt, når der i 2020 er skrevet kontrakt.

 

Kommerciel ejendomsudvikling
Folketinget har vedtaget en ændring af lov om DSB. Lovændringen giver DSB Ejendomsudvikling A/S, som er en dattervirksomhed under DSB, mulighed for i partnerskaber med en eller flere private investorer at forestå udvikling af DSB’s ejendomme ved etablering af projekter, der har til formål at opføre byggeri, som efterfølgende enten udlejes eller sælges. Lovændringen trådte i kraft 1. maj 2019.

Med det ændrede lovgrundlag forventer vi, at den samlede avance fra ejendomme vil kunne øges. Dette giver mulighed for at reducere kontraktbetalingen fra staten til DSB.

De private investorer kan f.eks. være pensionskasser, ejendomsselskaber, ejendomsudviklere eller andre typer investorer i fast ejendom eller kombinationer heraf. DSB Ejendomsudvikling A/S’ ejerandel kan ikke overstige 50 procent.

 

Dansk Jernbaneforbund og DSB enige om lokalaftaler
I maj blev Dansk Jernbaneforbund og DSB enige om en samlet aftale om lokalaftaler, der skal supplere Jernbaneoverenskomsten. Dermed er der opnået enighed om blandt andet arbejdstidsregler, løn og pensionsvilkår, uddannelse og tillidsrepræsentation for det kørende personale i DSB. Der er også forhandlet en tilpasningsaftale for stationspersonalet.

Forhandlingerne blev gennemført og afsluttet med Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening tæt på processen

Vi har haft et hårdt, men samtidig konstruktivt forhandlingsforløb. Det vil jeg gerne takke forhandlerne på medarbejdersiden for. Og det er særdeles tilfredsstillende, at vi nu har fået et sæt aftaler på plads til gavn for vores kunder, vores medarbejdere og til gavn for DSB,” Flemming Jensen, administrerende direktør.

 

Læs rapporten