NYHEDER 16. DEC 2019 KL. 12:26

Direktionen skal udvides i Danmarks største lokalbaneselskab

Af: kollektivtrafik

Lokaltog A/S overtager med udgangen af næste år driftsansvaret for togforbindelsen mellem Roskilde og Køge. Samtidig skal Lokaltog A/S, der er Danmarks største lokalbaneselskab, forny infrastruktur og indkøbe nyt og mere klima- og miljøvenligt materiel i de kommende år. Derfor udvider selskabet sin direktion


Lokaltog A/S har de seneste ti år oplevet en passagertilgang på 25 procent. Fra udgangen af 2020 suppleres de eksisterende ni lokalbanestrækninger med den nordlige del af strækningen på Lille Syd mellem Roskilde og Køge, når Lokaltog overtager driftsansvaret på denne strækning. Samtidig skal selskabet i de kommende år også forny den snart 40 år gamle infrastruktur på en række lokalbanestrækninger - herunder Østbanen - ligesom der skal indkøbes nyt - og gerne mere klimavenligt - togmateriel.

Som en konsekvens Lokaltogs bestyrelse besluttet at udvide selskabets direktion. Lokaltogs nuværende administrerende direktør, Røsli Gisselmann, fortsætter som driftsdirektør og medlem af direktionen. Samtidig sættes der gang i en proces med rekruttering af en ny administrerende direktør, som får ansvar for den samlede overordnede ledelse af selskabet.

- Lokaltog har haft en imponerende udvikling de seneste 10 år med stor passagervækst og høj kundetilfredshed. En effektiv og pålidelig lokalbanedrift er afgørende for borgernes mobilitet på hele Sjælland. Derfor er det centralt at sikre, at det høje driftsniveau kan bevares, når opgaverne i Lokaltog vil vokse betragteligt i de kommende år, siger bestyrelsesformand Dorthe Nøhr Pedersen, der også er administrerende direktør i trafikselskabet Movis.

- Opgaven med at rekruttere en ny administrerende direktør går i gang nu. Og vi arbejder for at have en ny samlet ledelse på plads i første halvdel af 2020, siger hun videre.

Lokaltog transporterer knap 10 millioner passagerer årligt, har 58 togsæt og ansvar for drift og vedligehold af i alt 335 kilometer jernbane.


Fakta om Lokaltog A/S: