NYHEDER 31. AUG 2022 KL. 10:43

Ny kommerciel direktør i Movia skal få kunderne tilbage

Af: Redaktionen

Ny kommerciel direktør i Movia skal få kunderne tilbage

Movia har ansat Marlene Holmgaard Fris som direktør for kunder og kommunikation. Hun tiltræder stillingen i en periode, hvor Movia er godt i gang med at få kunderne tilbage i den kollektive transport efter flere corona-nedlukninger og samtidig har fokus på en mere bæredygtig transport i fremtiden.


Det vil fremover være Marlene Holmgaard Fris, som varetager det overordnede ansvar for kunder, kommunikation, branding, IT og digitalisering i Movia. Og det er med stor glæde og forventning, at Marlene Holmgaard Fris bliver en del af direktionen i Movia fra 1. august 2022. 

- Med sit talent for strategisk lederskab og sit stærke fokus på kommunikation, branding og digitalisering har vi med Marlene Holmgaard Fris i Movias daglige ledelse fået nye, gode kræfter med om bord. Vi er i fuld gang med at få kunderne tilbage i den kollektive transport efter flere corona-nedlukninger, så flere vælger at rejse sammen og rejse grønt, siger adm. direktør Dorthe Nøhr Pedersen.

Om sin fremtidige opgave i Movia siger Marlene Holmgaard Fris selv:

- Mit mindset er altid udefra og ind, for det er derfra, vi skal finde de løsninger, der er gode for kunderne i den kollektive transport. Og hvis vi skal sikre den gode kundeoplevelse, så skal vi tænke rejsen helt fra kunderne går hjemmefra, og til de er vel hjemme igen, siger Marlene Holmgaard Fris.

I sit tidligere job hos Dansk Retursystem er hun vant til - og ser stor mening i - at arbejde for grøn omstilling og cirkulær økonomi. Marlene Holmgaard Fris ser derfor frem til at arbejde med mobilitet og er bevidst om den betydning kollektiv transport har for vores offentlige velfærd, fordi rigtigt mange er afhængige af den for at få deres hverdag til at hænge sammen.

Marlene Holmgaard Fris har de seneste fire år været markedsdirektør/CCO hos Dansk Retursystem og har bl.a. været ansvarlig for alle markedsrettede kampagner, PR, kommunikation samt et tværgående program for digitalisering af forretningsprocesser. Hun har tidligere også arbejdet i Telia Company Denmark A/S og Ørsted.

Marlene Holmgaard Fris afløser Camilla Struckmann, der var Movias kommunikationsdirektør indtil 6. april i år.

Movias direktion består fra 1. august 2022 af administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen, kunde- og kommunikationsdirektør Marlene Holmgaard Fris, plandirektør Per Gellert og ressourcedirektør Eskil Thuesen.



Kundeservice Kundetilfredshed Navne Trafikselskaber