NYHEDER 1. MAR 2023 KL. 23:00

Fakta om grøn transport Personbilerne er klimapolitikkens hovedpine

Af: Mikael Hansen

Personbilerne er klimapolitikkens hovedpine

Det fremgår af et faktaark fra Dansk PersonTransport, som beskriver udviklingen i bilejerskab frem til 2025.


Omstillingen til elbiler går hurtigt nu, men i en klimasammenhæng går det slet ikke hurtigt nok. Selv om elbilerne er oppe på knap halvdelen af markedet, sælges der stadig mange benzin- og dieselbiler, som har en lang levetid foran sig.


Vejtrafikkens klimabelastning vil godt nok falde fra 11,3 millioner tons CO2 i 2019 til 9,7 millioner tons i 2030. Personbilernes andel vil falde fra 7,2 millioner tons CO2 til 5,8 millioner tons, men vejtrafikkens andel af klimabelastningen vil i samme periode stige fra 28 procent til 30 procent, fordi de øvrige sektorer også gennemfører klimaforbedringer.

Antallet af personbiler bliver ved med at stige i hele perioden fra 2019-2030, og det udgør fortsat en stor udfordring for den kollektive bustrafik.

Kommunale klimahandlingsplaner
Vejtrafikken er bare ét af mange emner i de kommunale klimahandlingsplaner, som er blevet en hjørnesten i indsatsen for at nå målet om 70 procents reduktion af CO-udslippet i 2030.
Kommunerne har vidt forskelligt udgangspunkter. By og land og helt forskellige profiler, og CO2 udslippet er markant påvirket af vejgeografien. Motorvejstrafikken tæller f.eks. hårdt i nogle kommuner uden at der følger lokale handlingsmuligheder med. Mange kommuner rummer både by- og landområder med vidt forskellige udfordringer.

Personbilerne er den vanskelige udfordring
Transportens klimaudfordringer kan ikke klares uden at gøre noget med personbilerne - alene på grund af deres volumen i vejtrafikken. Ingen politikere har lyst til at blande sig i vælgernes valg af bil. Omstilling til elbiler er ikke nok. Hvad kan man så finde på yderligere? Der mangler både incitamenter til at vælge noget andet end bilen – med politikernes hjælp – og der mangler langsigtede incitamenter til udfasning af benzin- og dieselbiler.
DPT’s budskab er klart: Sæt mere fokus på personbilerne.

Læs mere i Faktaark 7 på Dansk PersonTrafiks temaside bus22plus.dk

 



Bæredygtighed Energi og miljø Statistik