NYHEDER 23. JUL 2025 KL. 12:15

Aggressiv passager stak kniv i dækket på bybus

Af: kollektivtrafik

Tirsdag aften kort før klokken 20 kørte flere patruljer fra Østjyllands Politi mod krydset mellem Åby Ringvej og Silkeborgvej i det vestlige Aarhus, hvor en 21-årig mand opførte sig voldeligt og truende over for en buschauffør


Chaufføren havde bedt den 21-årige om at forlade bussen, da han sad og røg samt slog og sparkede på sæderne. Den 21-årige råbte flere trusler mod chaufføren og forsøgte at nikke ham en skalle, men forlod så tilsyneladende bussen. Da chaufføren satte i gang igen, kunne han dog se, at den 21-årige var hoppet tilbage på bussen.

Chaufføren bad igen manden om at forlade bussen, hvilket resulterede i en ny byge af trusler. Den 21-årige gik herefter ud af bussen og trak en kniv frem, som han forsøgte at stikke i bussens dæk, og chaufføren kontaktede derfor politiet.

Flere patruljer kom hurtigt til stedet, hvor de på et grønt område tæt ved fandt den 21-årige mand. Den 21-årige forsøgte at løbe fra stedet, men blev anholdt med den fornødne magt og sigtet for vold og trusler mod person i offentlig tjeneste samt for overtrædelse af knivloven.