NYHEDER 9. APR 2026 KL. 09:52

App har sat gang i brugen af aflåst cykelparkering

Af: kollektivtrafik

Det skal være let at rejse med DSB, og det skal være ligetil at få adgang til de mange aflåste cykelparkeringer, der findes rundt omkring på landets stationer. Det var baggrunden for, at DSB sidste år introducerede muligheden for, at man kan bruge DSB’s app til at låse de aflåste cykelparkeringer op. Nye tal viser, at muligheden er noget, som mange har taget til sig


Tal fra DSB’s ti mest brugte cykelparkeringsstationer viser, at der blev foretaget 75.264 åbninger af de aflåste cykelparkeringer fra at muligheden blev introduceret i app'en fra uge 46 sidste efterår og frem til i slutningen af februar i år.

Det er en fremgang på 3.382 åbninger eller 4,7 procent sammenlignet med den samme periode året før, hvor muligheden for at bruge DSB’s app ikke var introduceret.

- Med DSB’s app er det nu både lettere at komme i gang og at benytte den aflåste cykelparkering på vores stationer, end det var tidligere. Det er godt, for det er vigtigt for DSB, at det er ligetil for vores kunder at sætte deres cykler et trygt og tørt sted, når de skal videre med toget, siger Charlotte Kjærulff, er kundechef hos DSB.

DSB oplyser, at der er aflåst cykelparkering på 70 stationer rundt om i landet. Et af stederne er på Roskilde Station, som også er den station i landet, hvor flest kunder benytter sig af muligheden for at stille cyklen i tørvejr i et aflåst cykelskur.

Her har man også oplevet en fremgang i antallet af brugere. Fra uge 46 sidst dår og frem til slutnigen af februar var der 16.082 åbninger af de aflåste cykelparkeringer, hvilket var en fremgang på 4,56 procent i forhold til samme periode året før.

- Roskilde Station er en af de helt store pendlerstationer på Sjælland, så det er virkelig positivt, at flere kunder har fået øjnene op for at bruge den aflåste cykelparkering, når de skal til og fra stationen på vej og hjem fra deres arbejde, siger Charlotte Kjærulff.


Har man DSB's app på sin telefon, er det gratis at bruge de aflåste cykelparkeringer rundt om i landet, og det kræver ingen særlig tilmelding.



Mobilitet Tog og jernbaner