NYHEDER 21. OKT 2024 KL. 13:35

El-færge til Kattegat-rute blev søsat i Marmarahavet

Af: kollektivtrafik

Samsølinjens nye el-færge »Tyrfing« til ruten mellem Kalundborg og Ballen løb i weekenden af stablen på det tyrkiske værft Cemre i Altınova ved Marmarahavet, hvor den nu flyder sammen med en anden el-færge »Nerthus«, som værftet er ved at bygge til Alslinjen - en anden af Molslinjens forskellige ruter i danske farvande


Molslinjen fortæller, at den nye el-færge løb af stablen og ud i vandet til lyden af sirener, tudende skibshorn samt tonerne af Scarlet Pleasures ”What a Life”.

»Tyrfing« og søsterskibet »Nerthus« er en del af den grønne omstilling hos Molslinjen, hvor de to el-færger skal afløse nuværende dieselfærger på Samsølinjen mellem Kalundborg og Ballen og på Alslinjen mellem Bøjden og Fynshav.

De to elfærger er udviklet i et samarbejde mellem Molslinjens teknikere og eksperterne på værftet i Tyrkiet, og skibene vil med Molslinjens ord sætte "...helt nye standarder for elfærger herhjemme, når det gælder kapacitet og hastighed".

Tyrfing skal indsættes på Samsølinjen i begyndelsen af næste år, mens Nerthus på Alslinjen skal sættes i drift ved udgang af i år 2024.


Lidt om skibsværftet Cemre:

Skibsværftet Cemre ligger i havnebyen Altınova ved kysten af ​​Marmarahavet, der ligger mellem Middelhavet og Sortehavet og dermed vandvejen, der deler Europa og Asien. Skibsværftet blev etableret i 2005 og har specialiseret sig i lav- og nulemissions-, batteri- og hybridfartøjer.



Energi og miljø Færgeruter