NYHEDER 4. OKT 2021 KL. 21:00

Fjernbusselskab melder om flere passagerer

Af: kollektivtrafik

Fjernbusselskabet FlixBus konstaterer, at de rejsende er ved at vende tilbage efter coronatidens restriktioner. I de seneste uger har selskabet oplevet en markant stigning i antallet af solgte billetter. Det er primært studerende og pensionister, der er begyndt at rejse igen


- Normalt oplever vi en nedgang i antallet af rejsende efter sommeren. Men efter, at restriktionerne er blevet ophævet, er billetsalget steget uge for uge. De høje bookingtal er tegn på, at samfundet nu er på vej tilbage til normale tilstande, og at man tør rejse igen, siger kommunikationschef hos FlixBus Kajsa Ekelund. 

Danmark er et af de lande, hvor FlixBus har oplevet den største stigning i brugen af selskabets fjernbusforbindelser. Vurderingen hos FlixBus er, at det skyldes de høje vaccinationstal i landet, og at man ophævede restriktionerne på et tidligt tidspunkt.

- Når vi sammenligner de 36 lande, vi opererer i, ligger Danmark højt med hensyn til antal rejsende. Vi kunne tydeligt se en sammenhæng mellem ophævelse af restriktionerne og flere rejsende. I og med at Europa åbner mere og mere, håber vi at se samme effekt på de øvrige markeder, siger Kajsa Ekelund videre.


En væsentlig kundegruppe for FlixBus er unge voksne og pensionister. Og den gruppe er begyndt at rejse igen. Det gælder især gruppen af unge voksne. Da universiteter og andre videregående uddannelser åbnede sidst i august og i begyndelsen af september, kunne FlixBus se en markant stigning i antallet af bookinger fra studerende.

I forbindelse med efterårsferien i uge 42 vurderer FlixBus, at flere afgange vil blive udsolgt. Derfor har man valgt at tilføje flere afgange i uge 41 og 42.

Også den grænseoverskridende trafik mellem Sverige og Danmark har fået flere rejsende de seneste uger. På ruten mellem København og Göteborg er billetsalget steget, og selskabet tror, at der kommer endnu flere rejsende efter, at også Sverige har ophævet restriktionerne.



Corona Fjernbustrafik Passagertal