Forligspartier sætter analyse af ny Lillebæltsforbindelse på pause
Af: kollektivtrafik
Forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035, der blev lagt i juni 2021, har besluttet at sætte den strategiske analyse af en ny forbindelse på tværs af Lillebælt på pause indtil, at resultaterne af forundersøgelsen af en fast forbindelse mellem Als og Fyn er klar
Med Infrastrukturplan 2035 blev det besluttet at undersøge, hvordan den nødvendige kapacitet til både vej- og jernbanetrafik i Lillebæltskorridoren blev sikret i fremtiden.
Vejdirektoratet og Banedanmark fik til opgave at udføre en såkaldt strategisk analyse for at afdække hvilke muligheder og udfordringer, der vil være i forbindelse med dette projekt. Screeningsfasen, som er første trin i den strategiske analyse, er blevet afsluttet.
- I screeningsfasen har vi kigget på seks forskellige linjeføringer for en ny forbindelse på tværs af Lillebælt. Vi har regnet på og sammenlignet de forskellige løsninger. Det viser det sig, at en vejforbindelse syd om Middelfart er den løsning, der giver de største trafikale gevinster, når man ser på sparet rejsetid og kørselsomkostninger, siger afdelingsleder i Vejdirektoratet, Andreas Egense.
Forligskredsen har vurderet, at linjeføringen syd om Middelfart i høj grad må ses i sammenhæng med resultatet af den igangværende forundersøgelse af en fast forbindelse mellem Als og Fyn, som forventes færdig i slutningen af 2024. Derfor bliver den strategiske analyse af en ny forbindelse på tværs af Lillebælt midlertidigt sat på pause.
Som led i screeningsfasen har Vejdirektoratet og Banedanmark også kigget på de eksisterende forbindelser over Lillebælt. De opdaterede beregninger viser, at der først vil være udsigt til kritisk trængsel på Den Ny Lillebæltsbro efter år 2040. Det er samtidig vurderingen, at Den Gamle Lillebæltsbro kan holde mindst 50 år endnu.
Interesserede kan læse screeningsrapporten for en ny forbindelse på tværs af Lillebælt
her:
Interesserede kan følge projektet for en ny forbindelse på tværs af Lillebælt
her:
Infrastruktur