NYHEDER 7. OKT 2020 KL. 21:00

FynBus og Assens Kommune indgår partnerskab, hvor sidste stop er klimaneutralitet

Af: Redaktionen

Flere passagerer i den kollektive trafik og flere grønne busser. Det er hovedingredienserne i det klimapartnerskab FynBus og Assens Kommune netop har indgået. Partnerskabet skal bidrage til Assens Kommunes kommende klimastrategi og FynBus’ strategi. Med underskriften forpligter begge partner sig til at arbejde for at nå Parisaftalens mål og blive CO2-neutrale senest i 2050.


Det skal være grønt at rejse med FynBus, og det vil Assens Kommune gerne bidrage til.

Mere konkret betyder det, at Assens Kommune forpligter sig til, at de i kommende udbud at undersøge og indtænke grønne drivmidler på lokale busruter. Derudover vil kommunen arbejde for at øge muligheden for at kombinere bæredygtige transportformer som, cykel, bus, samkørsel mm.

 

Til gengæld vil FynBus sætte tiltag i gang, der skaffer flere passagerer i busserne, og derigennem bidrage til at reducere trængsel og bilernes klimabelastning. For at måle effekterne af tiltagene, vil FynBus udarbejde et grønt regnskab som supplement til det sædvanlige årsregnskab.

 

Carsten Hyldborg Jensen, direktør i FynBus, hilser partnerskabet velkommen:
-Vi ved, at transportsektoren er en af de store udledere af CO2 i Danmark. Derfor arbejder vi målrettet på at reducere klimabelastningen og forventer, at en meget stor del af busflåden er enten CO2-neutral eller helt emissionsfri fra slutningen af 2024, således at FynBus som minimum har reduceret CO2 udledningen med 70 procent. Samtidig er vores mål at få flere til at tage bussen i stedet for bilen.

 

Fælles om den grønne omstilling
FynBus er allerede i fuld gang med en grøn omstilling, der omfatter alle trafikselskabets transportløsninger. Med partnerskabet kan Assens Kommune bidrage til denne omstilling, som samtidig medvirker til at reducere CO2-udledningen i Assens Kommune som geografisk område.

Søren Steen Andersen, borgmester i Assens Kommune, er glad for at FynBus deler den grønne ambition:


-I Assens Kommune er der bred politisk opbakning til klimaarbejdet. I vores Vision 2030 har vi sat et ambitiøst klimamål, som vi vil arbejde benhårdt for at nå. Det har vi vist med vores deltagelse i klimanetværket DK2020, vores kommende klimastrategi og senest med den nye budgetaftale. Den kollektive trafik spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling, og vi ved, at FynBus også prioriterer klima højt. Derfor er det oplagt og en gevinst for begge partner at få de gode fælles ambitioner ned på papir.

 

Dan Gørtz, udvalgsformand i Miljø, Teknik & Plan, ser også mange fordele ved et samarbejde:

-Når FynBus kører ind over kommunegrænsen tæller bussernes CO2-udledningen med i Assens Kommunes klimaregnskab. Derfor giver et klimapartnerskab, hvor Assens Kommune og FynBus arbejder sammen om at reducere CO2-udledningen rigtig god mening, og vi er glade for, at vi kan hjælpe hinanden til mere bæredygtige løsninger.


Klimapartnerskabet er en del af Assens Kommunes klimastrategi
Klimapartnerskabet er en del af Assens Kommunes kommende klimastrategi, hvor Byrådet med Vision 2030 – Med vilje og hjerte har sat et ambitiøst mål om at være foran de nationale mål for den grønne omstilling. Det betyder, at Assens Kommune som geografisk område skal reducere CO2-udledningen med mindst 70 procent i 2030 og være CO2-neutral inden 2050.

 

Som en del af klimastrategien søger Assens Kommune at indgå klimapartnerskaber med lokale aktører, der kan bidrage til at sænke CO2-udledningen i Assens Kommune som geografisk område. Klimapartnerskabet med FynBus er det tredje i rækken, der også tæller Strøjer Tegl og Assens Fjernvarme.


FynBus arbejder i øjeblikket med planer om et fælles fynsk udbud, der skal udskifte de fleste busser med nul- og lavemissionsbusser.

 



Bæredygtighed Energi og miljø Trafikselskaber