NYHEDER 24. SEP 2024 KL. 11:11

Holstebro har fået nyt taxiselskab

Af: kollektivtrafik

Holstebro har fået nyt taxiselskab
Dantaxis flåde i Holstebro består af ni taxier, der her er linet op i Anlægget i byen. (Foto: Dantaxi)

Dantaxi, der har tilknyttede vognmænd i et stort antal byer landet over, åbner for taxibestillinger i Holstebro. I samarbejde med lokale vognmænd er der indsat ni taxier, som skal betjene borgerne i Holstebro og omegn. Med udvidelsen til Holstebro dækker Dantaxi næsten hele det midt- og vestjyske område


Dantaxi, der med cirka 1.900 taxier fordelt over det meste af Danmark er landets største taxiselskab, har hidtil ikke været fast etableret i Holstebro. Med aftalerne med lokale vognmænd, som Dantaxi benævner som DantaxiPartnere, i byen, har taxi-kunder fået et selskab mere at vælge imellem.

De lokale DantaxiPartnere, der har ni biler, har indført en vagtordning og samarbejder med kollegaer på tværs af kommunegrænserne.

- Opgaven for vores ni vogne i Holstebro er først og fremmest at betjene vores lokale og regionale kunder. Vi har etableret vagtordninger, der skal sikre, at det er muligt at få en Dantaxi i Holstebro - også i de stille perioder. De ni vogne indgår i et samarbejde med kollegaer i nabobyerne. I Holstebro, Herning og Ikast-Brande er vi nu oppe på 28 vogne, siger Karsten Overgaard, der er DantaxiPartner, og selskabets ambassadør for Midt- og Vestjylland.

Karsten Overgaard mener, at det er en stor fordel for kunderne i Holstebro, at de nu kan benytte Dantaxi's landsdækkende taxa-app og dermed få adgang til funktioner som fast-pris og muligheden for at rate chaufførerne, de har kørt med.

Hos Dantaxi fremhæver man, at selskabet og deres taxi-partnere er opmærksomme på, at taxi-driften er med til at binde Danmark sammen så private og virksomheder uden for de store byer også har adgang til taxi.

- Det fremføres ofte i debatten, at det i de senere år er blevet sværere at få en taxi uden for de store byer. Vi vil gerne gå i en anden retning og være med til at sikre taxikørsel til endnu flere danskere, uanset hvor de bor. Med udvidelsen til Holstebro, har vi nu taxier i et stort sammenhængende område i det midt- og vestjyske. Det giver en mere stabil drift, og det er til gavn for kunderne, siger Dantaxi's kommercielle direktør, Vibeke Wolfsberg.

Dantaxi kom til Herning i 2020 og udvidede efterfølgende dækningen til Ikast-Brande. Fordelingen af vogne i de tre kommuner er henholdsvis 9 i Holstebro, 10 i Herning og 8 i Ikast-Brande. 

Med udvidelsen til Holstebro dækker Dantaxi en stor del af Midt- og Vestjylland. I det område er Dantaxi etableret i følgende kommuner: 

  • Favrskov
  • Herning
  • Holstebro
  • Ikast-Brande
  • Morsø
  • Silkeborg
  • Skive
  • Struer
  • Thisted
  • Viborg

 

 

 



Taxikørsel