Af: kollektivtrafik
Odense Letbanes samlede passagertal kom sidste år op på i alt 6.937.000, hvilket er en fremgang på godt 19 procent sammenlignet med 2023, hvor passagertallet endte på 5,8 millioner. Hos Odense Letbane forventer man også passagerfremgang i 2025, men på et lidt lavere niveau
- Syv millioner påstigere er et tal, vi kan være meget tilfredse med. Fremgangen er på over én million passagerer, eller hvad der svarer til 3.000 flere, der steg på letbanen hver eneste dag. Det er en virkelig positiv udvikling, siger Dan Ravn, der er administrerende direktør for Odense Letbane.
Han peger på, at 2024 på mange måder var et definerende år, hvor letbanen i Odense for alvor blev en integreret del af den kollektive transport i Odense.
- Vi kører med godt fyldte tog fra tidlig morgen til sidst på eftermiddagen de fleste af ugens dage. Letbanen er blevet det naturlige transportvalg i mange menneskers hverdag, og bilen har fået en værdig konkurrent, når odenseanerne tager på restaurant i centrum, til fodbold på stadion eller på shoppingtur i centrene, fremhæver Dan Ravn og tilføjer:
- Sammen med busserne er der nu rundt regnet 11 millioner påstigere i den kollektive trafik i Odense. Det er det højeste tal i mange år - og vigtigt i forhold til byens overordnede vision om, at den kollektive trafik skal udgøre en væsentligt større del af den samlede transport i Odense.
QR-billetten rundede 1 million
De særlige QR-billetter i Odense rundede en milepæl nytårsaftensdag, hvor antallet kort før midnat rundede én million solgte billetter.
Det daglige salg af QR-billetter er rundt regnet fordoblet i løbet af 2024. Både julehandelen og de store julefrokostdage i begyndelsen af december gav salget et ekstra løft. Sommerens Bruce Springsteen-koncert og efterårets HCA Marathon resulterede også i rekordhøje QR-salg.
- QR-billetterne har vist sig helt afgørende i forhold til de passagerer, der kun en gang i mellem benytter kollektiv trafik. Vi ved i dag, at passagerne i stor udstrækning finder det nemt at få billet til letbanen, og i det helt taget har vores løbende måling af kundetilfredshed holdt et stabilt, højt niveau hen over hele året, siger Dan Ravn.
- At vi samtidig har en meget høj pålidelighed, hvor 99 procent af alle planlagte ture bliver gennemført, udgør en helt afgørende forudsætning for, at kunderne kan have tillid til letbanen som et stabilt og effektivt transporttilbud, siger Dan Ravn.
Flere afgange i myldretiden
Odense Letbane har i løbet af efteråret sat gang i flere tiltag, som skal imødekomme det øgede pladsbehov, der følger af flere passagerer.
Hver morgen på hverdage er der indsat et ekstra såkaldt myldretidstog fra centrum mod SDU - Syddansk Universitet - så der i tidsrummet mellem 7.30 og 7.40 er tre letbaneafgange med få minutters mellemrum.
Derudover bliver letbanens feriekøreplan med 10 minutters drift afkortet i 2025, så både vinterferien i uge 7, hverdagene i påskeugen og uge 33-34 i august afvikles som almindelige hverdage med 7,5 minutters drift.
Odense letbane har også indført en særlig eventkøreplan, som på udvalgte søn- og helligdage øger frekvensen fra 15 til 10 minutters drift. En aktuel kampagne, der opfordrer cyklister til at lade cyklen stå på stationen, når toget er fyldt, handler om at optimere pladsforholdene i toget.
- Den gode kundeoplevelse er tæt forbundet med pladsforholdene i toget. Det er vi meget opmærksomme på, og vi har hele tiden fokus på at skabe løsninger, der imødekommer den øgede efterspørgsel, som vi heldigvis oplever, siger Dan Ravn.
Odense Letbane forventer fortsat passagervækst i 2025 - om end formentlig med lidt lavere stigningsprocenter end i 2024.