Af: kollektivtrafik
Bestyrelsesformand Clas Nylandsted Andersen tager efter 18 år i bestyrelsen for Billund Lufthavn - heraf 10 år som bestyrelsesformand - afsked med den sydjyske lufthavn. Hans afløser er Morten Hansen
- Det har været utrolig spændende rejse. Vi har indfriet mange af vores målsætninger. Ledestjernen har været “at vi ikke driver lufthavn for at tjene penge, men at vi tjener penge for at drive lufthavn.” Alt, hvad vi har tjent igennem årene, er geninvesteret i at udvikle lufthavnen. Vi har dermed aktivt medvirket til at fremme såvel turisme som erhvervsliv langt ud over Billunds grænser, siger Clas Nylandsted Andersen.
Jan Hessellund, administrerende direktør Billund Lufthavn, understreger betydningen af et aktivt og inspirerende formandskab.
- Jeg vil gerne takke Clas for et stærkt partnerskab. Med den meget store indsats, han har lagt i arbejdet, har vi været inde i en positiv udvikling med ham for bordenden. Valget af Morten Hansen som ny formand giver os en stærk lederprofil, som understøtter vores fremtidige vækstambitioner. Jeg ser frem til samarbejdet, som jeg forventer mig meget af, siger Jan Hessellund.
Morten Hansen har bred erfaring fra byggebranchen, heraf en lang årrække som selvstændig entreprenør og projektudvikler. Han ser frem til bidrage til den fortsatte fremdrift.
- En bestyrelse skal medvirke til værdiskabelsen og have et godt samarbejde med ledelsen, og jeg er meget glad for den tillid, der er vist til mig. Som bestyrelsesformand ser jeg frem til at bidrage til den fortsatte udvikling af Billund Lufthavn. Lufthavnen har gennemgået en imponerende udvikling og ser ind i spændende fremtid, siger Morten Hansen.