Af: kollektivtrafik
Banedanmark er i fuld gang med at skifte signalerne på banestrækningen mellem Langå, Struer og Holstebro ud med et nyt digitalt signalsystem, der flytter signalerne ind i togenes førerhuse. Det vil på sigt give færre signalfejl og flere tog til tiden. Første etape af installationen er overstået, og nu fortsætter arbejdet på anden etape mellem Hjerm og Vinderup
Da det er nødvendigt at lukke enkelte overkørsler, mens installationen af de nye signaler står på, vil det fra mandag 1. februar og to uger frem påvirke dele af vej- og togtrafikken.
- Vi har gennemført første etape af udrulningen af de nye signaler nord for Struer, og nu ser vi frem til at tage fat på den næste etape mellem Hjerm og Vinderup, siger Thilde Restofte Pedersen, der er programdirektør i Banedanmark.
- I stedet for at lukke hele strækningen på én gang har vi opdelt arbejdet mellem Langå, Struer og Holstebro i etaper. På den måde kan vi holde trafikken kørende og samtidig mindske generne for trafikanterne. De sidste fysiske ombygninger til det nye signalsystem bliver installeret og testet i weekenderne, så vi ikke rammer pendlerne, der benytter toget i hverdagene. Og lukningen af overkørsler er planlagt, så vi kun arbejder på nogle få overkørsler ad gangen, siger hun videre.
Signalsystemerne erstatter de gamle signalanlæg på det danske jernbanenet, som både er slidte og teknologisk forældede. Med de gamle signaler skal lokoførerne holde øje med fysiske signaler langs banen og indimellem være i telefonisk kontakt med kommandoposter, før de får signal til at køre.
Det nye system, som er fjernstyret, vil gøre det muligt for lokoføreren i stedet at modtage signaler digitalt på en computerskærm i førerhuset. Det betyder, at togdriften hele tiden kan følges med stor præcision fra Banedanmarks centrale trafiktårne. Forventningen er, at 80 procent af forsinkelser, der skyldes signalfejl, vil forsvinde, når man siger farvel til de gamle signaler.
Enkelte overkørsler lukkes
Installationen af de nye signaler mellem Hjerm og Vinderup betyder, at togtrafikken bliver indstillet mellem Holstebro og Struer samt mellem Struer og Skive fra fredag den 12. februar klokken 20.00 og frem til mandag den 15. februar klokken 4.00. Der vil i stedet blive indsat togbusser. Togene kører som normalt fra mandag den 15. februar om morgenen.
Biltrafikken vil blive påvirket i både hverdage og weekender, da det er nødvendigt at lukke enkelte overkørsler, mens der arbejdes på bomanlæggene. Arbejdet er tilrettelagt, så bilisterne får så kort en omvej som muligt. Naboer, trafikanter og togpassagerer opfordres til at holde sig opdateret via Banedanmarks hjemmeside og på Rejseplanen.dk.
Det ventes, at hele strækningen vil være i drift med det nye signalsystem i slutningen af marts. Arbejdet udføres dog under markant anderledes forhold på grund af COVID-19, og det kan derfor ikke udelukkes, at det kan påvirke planerne for ibrugtagningen af de nye signaler. Banedanmark har forberedt sig med henblik på at kunne tilpasse arbejdet så meget som muligt til situationen.
Kommende spærringer af overkørsler på strækningen Hjerm-Vinderup (etape 2):
Etapeplan
Det nye signalsystem mellem Langå, Struer og Holstebro ibrugtages i løbet af vinteren og foråret 2021. Systemet tages i brug i fem etaper. De sidste arbejder udføres frem til den 2. april.
Etape 1: Hvidbjerg-Struer
Strækningen Struer-Thisted er spærret fra fredag den 22. januar kl. 20:00 til mandag den 25. januar kl. 04:00.
Der kører ikke tog på strækningen fra Struer til Thisted i den nævnte periode.
Etape 2: Hjerm-Vinderup
Strækningerne Holstebro-Struer over Hjerm og Struer–Skive over Vinderup er spærret fra fredag den 12. februar kl. 20:00 til mandag den 15. februar kl. 04:00.
Der kører ikke tog på de pågældende strækninger i den nævnte periode.
Etape 3: Vinderup-Højslev
Strækningen Struer-Stoholm er spærret fra fredag den 26. februar kl. 20:00 til mandag den 1. marts kl. 04:00.
Der kører ikke tog mellem Struer og Stoholm i den nævnte periode.
Etape 4: Højslev-Viborg
Strækningen Skive-Rødkærsbro er spærret fra fredag den 12. marts kl. 20:00 til mandag den 15. marts kl. 04:00.
Der kører ikke tog mellem Skive og Rødkærsbro i den nævnte periode.
Etape 5 Viborg-Langå
Strækningen Stoholm-Langå er spærret fra fredag den 26. marts kl. 20:00 til mandag den 29. marts kl. 04:00.
Der kører ikke tog mellem Stoholm og Langå i den nævnte periode.
På Banedanmarks hjemmeside er der en oversigt over, hvornår der arbejdes på de forskellige overkørsler, så man kan gå ind og tjekke afspærringer i sit lokalområde. Hjemmesiden bliver løbende opdateret med information om etaper og datoer.