NYHEDER 2. SEP 2024 KL. 14:08

Budskab fra jernbanekonference: Passagererne er der - forbindelserne mangler

Af: Niels Bak Henriksen

Forum for Nordisk Jernbanesamarbejde - NJS - fylder 150 år - og aldrig har de internationale forbindelser mellem landene været dårligere. Men passagererne står på nakken af hinanden for at komme med de tog, der faktisk kører, og derfor havde fremtiden for de internationale tog fået en fremtrædende plads i programmet på NJS’ jubilæumskonference i sidste uge


- Vi har ikke nogen problemer med at sælge togbilletter overhovedet.

Ordene kom fra Ulrich Albrechtsen fra togrejse.dk, der lever af at sælge internationale togbilletter. I sit indlæg på Forum for Nordisk Jernbanesamarbejdes jubilæumskonference oplistede han i stedet en række andre udfordringer.

- Kapacitet, kapacitet, kapacitet. Ofte er vi udsolgt tre måneder før. I år var de sidste nattogspladser solgt i april, sagde han, som det allerførste.

For en gang var der mange flere internationale tog.

- Da jeg var ung, tog jeg et direkte tog fra Oslo til København. Dengang havde vi et bedre tilbud, end vi har i dag, lød det fra direktør i Vy (det tidligere NSB, red.) Gro Bakstad.

Generaldirektør i DSB, Flemming Jensen, mindede så om, at den internationale trafik kun udgør halvanden procent af passagererne.

- Det er muligvis derfor, den er blevet forsømt. Men når det er sagt, så vokser den med tocifrede procenter. Så vi vil investere i den, sagde han.

Gro Bakstad vil også gerne have den direkte forbindelse til København tilbage. Foreløbig har Vy fremgang på forbindelsen til Göteborg, hvor nordmændene i dag skal skifte, hvis de vil videre sydpå.

- Fordobling af frekvensen har været en stor succes. Afgange hver anden time gør toget til det naturlige valg, sagde hun.

Så der er forbedringer på vej. Men foreløbig overstiger efterspørgslen langt kapaciteten.

- Vi er fem år bagud for, hvor vi skulle være. Den situation, vi er i nu, hvor vi kan sælge så mange billetter, den skulle vi have været klar til for fem år siden, sagde DSB’s generaldirektør Flemming Jensen.

Klimadebatten driver udviklingen
For det er tydeligt, at tiderne er skiftet fra de årtier, hvor det ene tog efter det andet blev nedlagt.

- En svensk skolepige har startet en udvikling, hvor international togtrafik bliver set som mainstream, i det mindste mentalt, sagde Ivar Karlsson, der er direktør for Centralens Resebutik i Kalmar med henvisning til Greta Thunberg.

Han fortalte, hvordan salget af lange togrejser i Sverige går frem i næsten alle segmenter bortset fra de klassiske forretningsrejser. Efterspørgslen stiger både blandt unge, pensionister og familier, og flere samfundsinstitutioner skubber kraftigt på. Således har både flere svenske universiteter og den svenske kirke lagt en stor del af deres rejser om til tog.

Panelet rundt var der enighed om, at klimadebatten er en regulær game changer for markedet for internationale togrejser.

- Det er vigtigt. Vi laver fremtiden. Det er den mest bæredygtige form for transport, sagde SJ’s direktør Monika Lingegård.

Besværligt for selskaberne, besværligt for passagererne
Mens alle var enige om både væksten og potentialet, så var det er ikke bare fest og jubel på konferencens podie.

- Så er der en masse praktiske problemer, sagde Ivar Karlsson i nærmest samme åndedrag, som han nævnte potentialerne.

De praktiske problemer havde alle de nordiske branchefolk masser af eksempler på. Den første af DSB’s planlagte udvidelser, som er København-Prag, venter på et større sporarbejde mellem Berlin og Hamburg. DSB venter også på godkendelse af sine nye vogne i Tyskland. SJ er begyndt at køre nattog gennem Danmark, men et kort, amputeret tog, da nogle af vognene stadig venter på godkendelse her.

Linus Eriksson, direktør for Øresundsbron, som styrede den afsluttende debat, havde googlet en togrejse fra Oslo til København og fundet en forbindelse med to skift, der gjorde, han kunne være fremme til debatten. Forbindelsen kunne blot ikke søges frem hos Vy, og hos SJ kunne den søges frem, men ikke vælges. Skånetrafikken, som står for rejsens sidste ben, havde ikke Oslo i deres system.

Men måske er der hjælp på vej. EU har fastlagt standarderne for nye internationale billetsystemer, så de kan tale med hinanden, og flere af landene er ved at omlægge deres. Det gælder blandt andet norske EnTur, som er Norges svar på Rejseplanen.

- Vi kalder det Nordic mobility roaming. Det burde være lige så let at rejse på din app, som det er at bruge din gps i din bil, sagde områdeleder Espen Grotmoll fra EnTur.

Appen er en overbygning på de enkelte trafikselskabers egne billetløsninger. Foreløbig virker appen til at kunne sælge billetter til ture i både Norge og Sverige - eller næsten da.

- Det, vi ikke har, er de data, vi skal bruge fra alle operatørerne for at færdiggøre projektet. Vi er meget tæt på, og lidt hjælp ville være rart, sagde han og understregede, at EU-reglerne pålægger operatørerne at dele de nødvendige data.

De kommercielle vil have mere konkurrence
Fra Sverige pegede SJ’s direktør Monika Lingegård på en række andre barrierer. Der er sporarbejder, som ikke altid er koordineret landene imellem. Der er forskellige sprogkrav i de forskellige lande i stedet for et fælles operatørsprog. Og de fleste lande prioriterer støttede, nationale tog højere end internationale, så den ofte belastede kapacitet skal fordeles.

- Vi behøver en fælles vision for vigtigheden af konkurrencen og open acces. Vi bør åbne for alle operatører, sagde SJ’s topchef Monika Lingegård, der begyndte sit indlæg med at understrege, at SJ til forskel fra de nationale selskaber i Danmark, Norge og Finland i dag kører alle deres tog på kommercielle vilkår - uden støtte.

- Vi er alle sammen forskellige, og det skal man huske, sagde hun.

Alligevel understregede hun også behovet for samarbejde for at komme videre. Det handler om at udnytte den efterspørgsel, der er i markedet, og af hensyn til den grønne omstilling er det vigtigt.

- Der er ikke nogen grund til, vi ikke skal gøre det her, og jeg tænker, at sammen kan vi, sagde hun.

Til gengæld var konferencens anden kommercielle aktør, det private svenske selskab Snälltoget, helt skarp i mælet om de forandringer, der skal til.

- Vi er nødt til at lade kunderne definere behovet, ikke politikerne. Ingen har Peberholm som destination, men det lader til at være fokus for de nationale systemer i dag, sagde direktør Carl-Adam Holmberg om barriererne ved grænsen mellem de nationale systemer.

Han advarede mod blot at fortsætte i sporet med mere støtte.

- Vi skal handle med et langsigtet perspektiv med kunderne i fokus. Lad være med at skabe nye monopoler. Vi behøver de rigtige drivende kræfter, sagde han.

Opsangen fra de to svenske selskaber fik DSB’s Flemming til at minde om, at der også er andre hensyn, der skal tages, så som pendlerne i de enkelte lande.

- Den her industri er efter min mening ikke egnet til at gå ind i et helt ureguleret marked, for vi har også andre forpligtelser. Lad os også sige, at alle er subsidierede, da track fees ikke dækker udgifterne. Vi må respektere hinanden, sagde han.

Ambitioner i forskellige størrelser
Men ellers var der hele bordet rundt både optimisme, investeringslyst og ambitioner.

- Vi behøver et godt produkt. Vi behøver gode billetløsninger. Vi behøver tog, som møder kundernes forventninger, sagde Vys Gro Bakstad.

I dag er der kun direkte forbindelser til Hamburg, Stockholm og Göteborg fra Danmark, men DSB har sammen med togselskaberne i nabolandene planer om forbindelser til Prag, Amsterdam og Oslo allerede før Femern-forbindelsen åbner.

Alligevel tillod direktør Flemming Jensen sig også at spørge, om tendensen holder ved.

- Kan vi gøre det her på meget lange distancer om 5-10 år? Luftfartsindustrien får adgang til grønne brændstoffer. Vil vi så stadig være i stand til at sælge langdistancebilletter? Hvad vil være vores salgsargument? spurgte han som den eneste I panelet.

Ulrich Albrechtsen fra togrejser.dk, som flere gange efterlyste flere direkte tog, blandt andet til München, der er udgangspunkt for et stort nattogsnetværk, var da heller ikke imponeret over DSB’s udvidelsesplaner.

- Vi er stadig det eneste land, som ikke har planer om nattog. Og vi er stadig det eneste land, som ikke har restaurantvogne, konstaterede han.


Lidt fakta:

Planer om nye internationale tog fra Danmark:

  • København-Prag via Berlin (DSB/DB/CZ). Toget forventes som det første af de nye forbindelser at køre fra første halvår 2026
  • København-Amsterdam (DSB/DB/NS). Der er ikke sat dato på
  • København-Oslo (SJ). Der er ikke sat dato på
  • Når Femern-forbindelsen åbner vil driften mellem København og Hamburg blive udvidet til timedrift


Tog og jernbaner

SENESTE NYT