Af: kollektivtrafik
Byrådet i Aarhus har besluttet at fremrykke et BRT-projekt på byens ydre ringvej og skal nu tage stilling til de resterende forundersøgelser, inden et skitseprojekte og VVM-undersøgelser kan sættes i gang
Teknik og Miljø i Aarhus anbefaler, at BRT-systemets baner, hvor busserne kører i deres eget spor - tracé - på strækningen fra Viby Torv til Aarhus Universitetshospital lægges som selvstændige, sidelagte busbaner, da alternativet - at lægge banerne i midten af vejen i et såkaldt midtertracé - er dyrere og mere besværligt at anlægge.
Byrådet har i første omgang afsat penge til et BRT-system på strækningen fra Axel Gruhns Vej i Viby i Aarhus' sydlige del til Aarhus Universitetshospital (AUH) i Skejby i den nordvestlige del af Aarhus-området. Rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), som tidligere har meddelt, at han ikke stiller op til det kommende kommunalvalg, forslår, at man udvider forundersøgelserne, så de også omfatter mulighederne for både en mulig sydlig videreføring fra Axel Gruhns Vej mod Skåde/Oddervej længere mod sydøst og en nordlig videreføring fra Aarhus Universitetshospital frem mod Vestre Strandallé/Risskov.
- Det er oplagt, at vi udvider undersøgelsen af strækningen for BRT, så den går fra Risskov til Højbjerg - og dermed strækker sig fra stranden i nord over bakkerne og ådalen i vest og mod skovene og stranden i syd. Det er en linjeføring, der i endnu højere grad end den oprindelige linjeføring understøtter de store rejsestrømme i hverdagen og sammenbinder byens rekreative områder, siger Bünyamin Simsek.
Byrådet i Aarhus har afsat 292 millioner kroner i forbindelse med Investeringsplan 2024-2033 til en udvidelse af Ringvejen inklusive etablering af et BRT-system og besluttede samtidig at sætte gang i miljøvurderinger for at fremrykke projektets start. Teknik og Miljø vil forud for igangsætning af skitseprojektering og miljøkonsekvensvurdering gennemføre forundersøgelser til nærmere afdækning af fysiske forhold og passagergrundlag.
Effektiv kollektiv transport
En BRT-forbindelse i eget tracé på Ringvejen vil lette den stigende trængsel på Ringvejen og sikre højklasset transport, der binder byen sammen på tværs af de primære indfaldsveje og undervejs betjener 12 knudepunkter med skift til/fra de primære indfaldsveje og primære kollektive ruter fra henholdsvis bus og letbane. Trafikselskabet Midttrafik skønner, at en BRT-forbindelse på Ringvejen vil betyde, at der dagligt vil være op mod 3.400 flere passagerer, der vil stige ombord i den kollektive transport på strækningen.
Projektet kan dermed give et løft til den samlede kollektive transport i Aarhus og vil understøtte ambitionen om en overflytning af en større andel trafikanter fra bil til højklasset, kollektiv trafik, som kommer hurtigt frem til destinationen. Dermed bliver trængselsproblemerne i trafikken reduceret samtidig med, at luftforurening og CO2 udledning nedbringes.