NYHEDER 1. SEP 2021 KL. 11:21

Sjællandske politikere forventer, at Østbanen er sikret

Af: kollektivtrafik

Før sommerferien afsatte Folketinget 700 millioner kroner til lokalbanerne i den statslige infrastrukturplan. Udvalget for Regional Udvikling i Region Sjælland forventer, at fornyelse af Østbanens spor og banelegeme nu er finansieret


Sporene på den regionale bane, der forbinder Køge med henholdsvis Rødvig og Faxe Ladeplads, har nået en alder, hvor en sporrenovering er afgørende for, at der fortsat kan køre tog på sporene. Sporrenoveringen er gennemgribende og vil koste cirka 510 millioner kroner. Med Folketingsforliget om ”Infrastrukturplan 2035” afsatte et enigt Folketing 700 millioner kroner til at dække lokalbanernes vedligeholdelsesefterslæb i perioden 2022-25.

- Det har vi kæmpet for længe. Det er dejligt, at der nu er skabt sikkerhed for, at Østbanen kan fortsætte. Det havde næsten ikke været til at bære, hvis borgerne skulle leve videre med usikkerheden om Østbanens fremtid, siger Peter Jacobsen (DF), der er formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Sjælland.

Udgiften til sporrenoveringen ligger langt uden for de økonomiske rammer, som Region Sjælland har. Men regionen har forberedt sporrenoveringen sammen med Movia og Lokaltog med en forventning om, at staten ville påtage sig sit ansvar og finde midlerne i den nye infrastrukturplan, hvilket de gjorde med 100 millioner kroner til området.

Flere lokalbaner har brug for støtte
Region Sjællands Udvalg for Regional Udvikling har en klar forventning om, at udgifterne til sporrenoveringen på Østbanen dækkes af bidraget til lokalbanernes vedligeholdelsesefterslæb og glæder sig over, at sporrenoveringen på Østbanen nu forventeligt kan gennemføres som planlagt.

Næstformand for udvalget Jens Ravn (V) peger på den store opbakning til Østbanen som afgørende for, at det til sidst lykkedes at få afsat ny statslig finansiering, men udfordringerne for lokalbanerne er ikke overstået.

- Mange har været med til at kæmpe for Østbanen. Nu er det lykkedes. Tak til alle. Men vi har andre lokalbaner, som efter 2025 får brug for store investeringer. Det er en opgave, det kommende regionsråd må tage på sig. Det bliver vores næste store opgave, siger Jens Ravn.


Fakta om sporrenoveringen af Østbanen:

  • Sporrenoveringen af Østbanen forventes at koste ca. 510 millioner kroner
  • Sporrenoveringen bringes i udbud i løbet af sensommeren/efteråret
  • En analyse udarbejdet af Rambøll for Danske Regioner i foråret viste, at der i perioden 2021-2035 skal investeres mindst 3,6 milliarder kroner i infrastruktur og nye tog til Region Sjællands lokalbaner