NYHEDER 1. DEC 2023 KL. 13:52

Tidsplanen for elektriske tog er ændret

Af: kollektivtrafik

Togpassagerer i Danmark kan forvente at køre med IC5-tog i 2027. Det oplyser DSB, der henviser til, at den fransk-baserede togproducent, Alstom, har justeret tidsplanen for, hvornår de elektriske togsæt på Coradia Stream platformen kan kommer ud at køre med passagerer i Danmark


Coradia Stream er en standard-platform leveret af Europas største togproducent, Alstom. Ifølge den tidsplan, der blev aftalt i 2022, skulle togsættene i passagerdrift midt i 2025. Men Alstom kan af flere årsager ikke holde tidsplanen, så den er nu revideret. Efter den nye plan kommer IC5-togene til at køre med passagerer i 2027.

DSB oplyser, at det har været nødvendigt at justere tidsplanen af flere årsager. Først og fremmest tager det Alstom længere tid end forventet at færdiggøre det endelige IC5-design og sikre, at togsættene opfylder de krav til kvalitet, komfort og pålidelighed, som DSB har sat for IC5, der er den danske version af Coradia Stream-togene fra Alstom. To andre væsentlige faktorer for Alstom er usikre forsyningskæder verden over og tilpasning af kapacitets- og produktionsplaner.

- Det er ærgerligt, men ikke usædvanligt, at tidsplanerne bliver justeret ved store togindkøb, siger Jürgen Müller, der er direktør for Strategi & Togmateriel hos DSB.

- Der findes ikke hyldevarer, og selv når man køber så standard, som muligt, er det en stor og kompleks opgave at få alle detaljer på plads, så togsættenes endelige udformning lever op til alle de særlige forhold, der gør sig gældende i det enkelte land, siger han videre.

Hos Alstom Danmark forklarer administrerende direktør Jörg Nikutta, at det at designe et tog er som at lægge et puslespil med 120.000 brikker, hvor hver enkelt lille ændring af en brik påvirker det endelige billede.

- Nu er designet låst fast, produktionen er i gang, og selvom tidsplanen er justeret, vil vi levere fantastiske elektriske IC5-tog, der opfylder, og forhåbentligt overgår, de danske forventninger til en pålidelig og komfortabel passageroplevelse, siger Jörg Nikutta.


Produktionen af IC5 er i gang på Alstoms fabrikker i Katowice i Polen og i Salzgitter i Tyskland. De første togsæt vil blive leveret til Danmark i løbet af 2025. Efter levering skal de kvalitetstestes og myndighedsgodkendes, og endelig skal DSB-personale gennemføre træning i togsættene, inden de kan sættes i passagerdrift.

- I Holland er Coradia Stream nu i passagerdrift, og netop de hollandske statsbaners (NS) erfaringer med indkøb, tilpasning og idriftsættelse af Coradia Stream er et referenceprojekt for DSB. Det er et veldokumenteret projekt og projektforløb med samme produktplatform og samme type risici, siger DSB's Jürgen Müller, der understreger, at det er en fordel, at DSB kan skele til og lære af de hollandske erfaringer.



Tog og jernbaner