NYHEDER 15. MAR 2023 KL. 15:01

Trafikselskaber giver fire bud på at styrke mobiliteten i landområderne

Af: kollektivtrafik

Den kollektive trafik spiller en central rolle i at få Danmark til at hænge bedre sammen og i at fremme  den grønne omstilling. Men skal mobiliteten i landområderne styrkes, kræver det nytænkning og en mere fleksibel lovramme for trafikselskaberne. Derfor er de regionale trafikselskaber gået sammen om at udgive en pjece med fire anbefalinger til nye mulige løsningsforslag


Lukkede lokalskoler og voksende transportafstand til uddannelsesinstitutioner, sundhedstilbud og indkøbsmuligheder betyder, at borgere, der bor i yderområderne uden adgang til en bil, i stigende grad er afhængige af den kollektive transport.

Når børn skal til og fra skole og pendlerne på arbejde udnyttes kapaciteten i  bussen fuldt ud, men uden for myldretiden, hvor efterspørgslen er meget mindre, kan der være langt mellem busserne - og måske kører der slet ikke nogen. Derfor er der brug for nye og mere fleksible transportløsninger, lyder det fra de regionale trafikselskaber, som fremhæver, at der ikke findes en løsning på alle udfordringerne - men flere.

Trafikselskaberne har derfor samlet deres bud på nye tiltag, der kan supplere eller erstatte den traditionelle kollektive transport i landområderne i en ny plece.

Trafikselskaberne peger på samkørsel, fleksible busser, Frivilligbus og trafikknudepunkter. 

- Vi skal udvikle og forny os for at fremme omstillingen til mere miljørigtig transport og for at sikre god 
service i de tyndest befolkede områder af landet. Trafikselskaberne har tidligere udviklet Flextrafik og samarbejdet om at skalere og standardisere den løsning på tværs af landet. Vi er klar til at tage ansvar for ny innovative løsninger, siger Steen Vindum, der er formand for interesseorganisationen, Trafikselskaberne i Danmark. 

Han peger på, at de nuværende lovmæssige rammevilkår danner en barriere for, at trafikselskaberne kan påtage sig en mere aktiv og koordinerende rolle inden for blandt andet samkørsel og mikro-mobilitet. Sammen med de økonomiske konjunkturer giver det store udfordringer med at prioritere og teste nye løsninger i stor skala. Transportministeren har bebudet, at der skal nedsættes et ekspertudvalg, der skal se på busbetjeningen i yderområder. Det er håbet, at pjecen og dens løsningsforslag kan spille ind til udvalgets arbejde. 

- Sammen med vores ejere og samarbejdspartnere har Trafikselskaberne opbygget viden, erfaring og kompetencer med drift og udvikling af den kollektive transport i landområderne. Vi håber, at pjecen og dens anbefalinger vil kunne bidrage til arbejdet i regeringens kommende ekspertudvalg om at styrke mobiliteten i yderområderne, siger Steen Vindum. 
 

Trafikselskabernes fire forslag til nye transportløsninger:
 
1. Samkørsel - Udnyt de tomme bilsæder

Betal med Rejsekortet for at køre med i naboens bil. Det er et koncept baseret på et pilotprojekt i gennemført i 2022. Målsætningen var 8.000 ture, og der blev kørt 20.000. Med en integreret samkørsel i Rejseplanen, vil en samkørselstjeneste kunne integrere alle trafikselskabets 
stoppesteder i en app-løsning. 
 

2. Fleksibel offentlig transport - Gør bussen mere fleksibel

Fleksibel offentlig transport er et koncept, hvor trafikselskaberne tilbyder mindre busser, der kører i en direkte rute mellem eksisterende og/eller nye stoppesteder, men kun kører, når de bliver bestilt af en borger. Det vil sige uden en fast køreplan. De mindre busser vil, når borgerne har brug for det, køre med højere frekvens og kortere rejsetid end den sædvanlige busdrift i landområderne. Dermed bliver det mere effektivt for borgerne, og trafikselskaberne undgår at køre ture uden passagerer. 


3. Frivilligbussen - Aktiverer de lokale kræfter 


Konceptet bag Frivilligbussen er, at trafikselskabet stiller en eller flere 9-personers minibusser til rådighed for et landsbysamfund. Trafikselskabet varetager køb eller leasing af minibussen og stiller et booking- og betalingssystem til rådighed, mens bussen køres af frivillige fra lokalsamfundet. 
Ruter og frekvens aftales i lokalsamfundet, så det kan for eksempel være daglige ture til indkøbsmuligheder eller sundhedscentre.


4. Trafikknudepunkter/ HUBS - Styrker sammenhængen mellem transportformer

Fra forblæst busterminal til inspirerende trafikknudepunkt, der samler kollektive transportformer, p-pladser, ladestandere, samkørsel, delecykler og andre tilbud inden for mikromobilitet. Bedre faciliteter for parkering, indkøb og andre dagligdagsfunktioner i forbindelse med skift mellem transportformer kan få flere borgere i de små byers opland til at vælge kollektiv transport. Gode hubs vil gøre det mere attraktivt for bilister at skifte til den kollektive transport for en del af rejsen og gøre trafikknudepunkter til oplagte udgangspunkter for flextrafik, samkørsel og mikromobilitet.
 

Interesserede kan se pjecen, hvor forslagene er beskrevet, via dette link - klik her:

 



Mobilitet