Af: Niels Bak Henriksen
I Infrastrukturplanen fra sidste sommer er der afsat 350 millioner til investeringer på stationerne, der blandt andet skal øge trygheden. Men passagerernes hovedønske er snarere mere personale, viste en konference på Christiansborg
Bedre lys, overskuelige adgangsforhold, liv på stationen, mere personale. Det var ikke fordi, det var nye overraskende løsninger eller ønsker, der kom på banen, da professionelle og passagerer for nylig var samlet på Christiansborg for at diskutere tryghed i den offentlige transport, især i Hovedstadsområdet. Eller som Michael Englund, der er sikkerhedschef i den svenske infrastrukturforvalter Jernhusen, gentog flere gange:
- Der findes intet quickfix.
Han var en af de eksperter, der var indbudt til at sparke debatten i gang på konferencen. Og mens de nemme løsninger ikke stod i kø, så var problemet til gengæld ikke til diskussion.
- Hvis ikke man får sikret, at de mennesker, som skal køre med den offentlige transport, er trygge ved det - så er det skønne spildte kræfter, sagde tidligere transportminister og nuværende næstformand i Folketingets Transportudvalg Hans Christian Schmidt (S) allerede i sin velkomsttale, hvor han også henviste til en undersøgelse fra Passagerpulsen, som i 2019 viste, at én ud af fire havde følt sig utrygge på en station i løbet at det seneste halve år.
Det var også Passagerpulsen, som havde arrangeret konferencen, som er den første af fem regionale konferencer, som organisationen har i støbeskeen. Passagerpulsen er Forbrugerrådet Tænk's arbejde for en bedre offentlig trafik.
Selv om det meste af Folketinget allerede havde forladt Christiansborg onsdag eftermiddag før Kristi Himmelfartsdag, hvor konferencen fandt ted, så var Fællessalen fyldt, og sammensætningen var usædvanlig. Cirka halvdelen af de fremmødte var folk fra transportbranchen, politikere eller myndigheder, mens den anden halvdel var almindelige passagerer, medlemmer af pendlerklubber eller andre borgere med særlig interesse for den kollektive trafik. Det gav en livlig dialog i gruppearbejdet ved bordene.
Personale eller fysiske forhold
Undervejs blev deltagerne bedt om at stemme på mobilen om, hvilke af de temaer, som havde været oppe i debatten, de mente var vigtigst for trygheden.
Vinderen var ret klar: Personale vandt foran belysning, mens områder som rengøring og vedligehold, byfunktioner og aktivitet på stationerne og adfærd også fik mange stemmer.
Og mens de indkaldte eksperter i deres oplæg især talte om bedre fysiske forhold på og omkring stationerne, så var det især de fremmødte passagerer og borgere, som igen og igen bragte manglen på personale på banen.
- Jeg er fuldstændig ligeglad med overvågning. Det er ikke tryghedsskabende for mig. Som det er nu, så bliver der set på det, når der er sket et mord. Det, der giver tryghed, det er personale, sagde Inger Plum, som beskrev sig selv som ”passager med cykel” og aktiv i cyklistforbundets lokalafdeling i Gladsaxe.
Hun understregede også, at det ikke var vagter, hun ville have, men kompetent personale, man kan spørge, og som sikrer, at rejsen fungerer.
Selvom fokus på konferencen var på Københavnsområdet, så havde Mike Hedlund-White som forperson i passagerrådet i Nordjylland alligevel taget turen til Christiansborg. Og også han nævnte vigtigheden af personale, blandt andet med et eksempel hjemmefra.
- I Nordjylland er der på nogle afgange to togførere med i toget om aftenen, netop fordi det er anerkendt, at det vælter ind med unge mennesker som drikker og hærger, sagde han.
Og det er ikke nødvendigvis på tidspunkter med mange passagerer, der mangler personale.
- Der er tidspunkter på dagen og døgnet, hvor man ikke føler sig utryg. Der er noget ved kritisk masse og der er noget med tidspunktet, sagde han.
Passagerernes fokus på mere personale blev dog ikke uden videre købt af underdirektør i DSB Ejendomme Lars Gøtke.
- Det bliver sat i tale som, at personale er løsenet på alle urostiftere. Det gælder jo også for os om at skabe tryghed for vores personale. Vi har mange, som bliver slået ned og bliver overfaldet for at passe deres arbejde og må slås med det resten af livet. Jeg tror ikke personale altid er løsningen, sagde han i den afsluttende paneldebat.
Dårlig oplevelse af stationerne
De indkaldte eksperter var da også først og fremmest folk, som i stedet arbejder med de fysiske forhold, og det skyldtes ikke mindst, at i infrastrukturplanen, som blev vedtaget sidste år, blev der afsat 350 millioner til at skabe tryghed, liv og aktivitet på udsatte stationer.
Det er altså her, der umiddelbart er nogle penge at arbejde med, mens for eksempel bemanding er en del af togselskabernes trafikkontrakter, og derfor ligger et helt andet sted i budgetterne.
Sofie Kirt Strandbygaard, der er konsulent hos Niras og har skrevet Ph.d. om tryghed på stationer, satte i sit oplæg fokus på en række af de faktorer, som kan fremme eller begrænse utryghed.
- Konteksten påvirker folks oplevelse af stationen. For eksempel hvis den ligger et socioøkonomisk udfordret sted, eller der har været vold eller voldtægter, sagde hun og pegede på en række faktorer som ansvar og ejerskab, som kan ændre oplevelsen.
- Miljøet omkring stationen påvirker enormt meget, sagde hun og viste et eksempel fra Esbjerg, hvor en cafe har sat to borde med rødternede duge ud på perronen.
Både hun og svenske Michael Englund pegede på, at oplevelsen af stationerne er i tæt sammenhæng med byen omkring dem og ikke kan løses isoleret. Det gælder både sociale problemer som hjemløse, der bruger de store stationer som varmestuer og dårlig byplanlægning, hvor især nogle af de mindre stationer er kommet til at ligge ret øde.
- Jeg plejer at sige, at vi skal have byen helt op og sidde på låret, og det har vi ikke på mange stationer, fordi der skal være businfrastruktur eller vejinfrastruktur, og så kommer byen først bagefter, sagde Sofie Kirt Strandbygaard, og kom med endnu et godt eksempel, denne gang fra midt i København.
- Enghave Plads station er simpelt hen så superfed, fordi der er både et sted for alkoholikere og et sted for børn og et sted for folk som vil have kaffe.
Det svære samarbejde
Men det kommer ikke af sig selv. Det skal tænkes ind både i anlægget og i driften af stationerne. Flere af oplægsholderne pegede på, at der ofte er mange aktører ind over området omkring stationerne, og det kan være tungt at koordinere indsatserne.
Søren Enemark, der er formand for teknik- og miljøudvalget i Glostrup Kommune, udnævnte bramfrit byes station til ”den grimmeste og mest beskidte i hele Hovedstadsområdet”. Men han erkendte også, at det var rigtig svært at få gjort noget ved det forhold.
- En station har fire forskellige ejere, herunder to private. Det virker bare ikke, sagde han og blev bakket op af sin lokalpolitiske kollega, borgmester Henrik Rasmussen fra Vallensbæk Kommune.
- De der glasskår og planter, der er trukket op fredag aften - de må ikke ligge til mandag morgen. De skal væk, og det skal ikke være en diskussion, om det er Vallensbæk Kommune eller Banedanmark. Vi skal nok gøre det, bare vi får lov til det, sagde han.
Det var heller ikke fordi de fremmødte passagerer ikke også gerne ville diskutere indretning og infrastruktur. Flere nævnte at dårlig tilgængelighed og usikkerhed om, om elevatorer fungerer, eller der er indsat togbusser også er utryghedsskabende, især for passagerer med handicap eller for ekspel med medbragte cykler.
Flere købte også ind på målet om mere liv på øde stationer, med ideer som at få fitnesscentre eller butikker med længe åbent ind på stationerne.
Og så hæftede både professionelle og passagerer sig ved, at der med Infrastrukturplanen endelig er kommet både politisk fokus på problemerne og nogle penge til at løse nogen af dem. Eller som Lars Gøtke fra DSB udtrykte det.
- Der er rigtig mange, der vil det godt. Vi ved, at vi sammen skal finde løsningerne.