NYHEDER 28. SEP 2021 KL. 14:04

Yderligere tre kommuner på Sjælland skal have CO2-venlige busser

Af: kollektivtrafik

Regionsrådet i Region Sjælland har på et møde mandag besluttet, at tre busruter i den nordøstlige del af regionen skal køre på el eller fossilfri biodiesel i 2023. Dermed bliver den kollektive transport i Region Sjælland mindre CO2-belastende de kommende år


Politikerne i Regionsrådet har tidligere besluttet at indføre el-busser på flere af de regionale ruter. Mandag kom kom turen til linierne 120, 121 og 102A, der kører i Greve, Solrød og Køge kommuner.

- Jeg ønsker, at vi i Region Sjælland bidrager markant til den grønne omstilling, og derfor har vi også forpligtet os til løbende at gøre de regionale buslinjer fossilfri. De tre buslinjer er endnu et skridt i den rigtige retning mod omstillingen til grøn kollektiv trafik i Region Sjælland, siger Heino Knudsen (S), der er regionsrådsformand i Region Sjælland.

Movia estimerer, at det årligt vil koste regionen 300.000 kroner mere at køre fossilfrit på de tre buslinjer sammenlignet med de eksisterende kontrakter på dieseldrevne busser. Det forventes, at skiftet til de nye busser sker i andet halvår af 2023.

Det er på nuværende tidspunkt ikke afgjort, om linierne skal betjenes med el-busser eller med busser, der kører på biodiesel.

 



Bæredygtighed