NYHEDER 6. JAN 2025 KL. 21:19

29.882.553 rejsende fløj via Københavns Lufthavn sidste år

Af: kollektivtrafik

I forhold til 2023, hvor passagertallet i Københavns Lufthavn var 26.765.446, steg passagertallet i 2024 med 3.117.107 til de nævnte 29.882.553. Dermed kom antallet af flyrejsende via Københavns Lufthavn sidste år tæt på de 30.356.703, der rejste via lufthavnen i 2019 - året før coronavirussen ankom til Europa og Danmark


På trods af det stigende antal passagerer er antallet af passagerfly, der letter og lander i lufthavnen faldet med ni procent på fem år, da flyene er blevet større.

Hos Københavns Lufthavn, der fylder 100 år i 2025, fremhæver man, at december sidste år blev den bedste december nogensinde i Københavns Lufthavn med 2.175.937 passagerer, hvilket var 11 procent flere end samme måned året før.

Et stigende antal passagerer benytter Københavns Lufthavn som mellemstation på rejsen videre ud i verden. Sidste år rejste 5,7 millioner transferpassagerer via København, hvilket er en stigning på 19 procent i forhold til året før.

Størstedelen af transferpassagererne i Københavns Lufthavn flyver ind fra lufthavne i Sverige, Norge og Tyskland og videre ud i verden til en af de 175 destinationer, man kan nå fra København.

Ledelsen i Københavns Lufthavn forventer, at 2025 vil byde på et stigende antal flyrejsende.