NYHEDER 28. OKT 2024 KL. 11:36

Demonstranter for nattog holdt et stille pyjamasparty på Hovedbanegården

Af: Niels Bak Henriksen

Demonstranter for nattog holdt et stille pyjamasparty på Hovedbanegården
- Jeg vil rejse til Sevilla, og jeg vil ikke flyve, lyder det fra karla Sevilla. (Foto: Niels Bak Henriksen)

Fredag aften mødte en gruppe mennesker op på Københavns Hovedbanegård med nattøj og sovedyr. De var en del af en fælles europæisk markering, som vil slå til lyd for flere nattog, og til musik sendt over mobilen dansede de samtidig med meningsfæller på banegårdene i 11 europæiske byer. For nattogene opfylder nogle behov, som dagtogene ikke gør, og de er savnede, lyder det fra folkene bag


Hun vugger stille, mens hun krammer en bamse ind mod den gule slåbrok. Andre har mere gang i den og danser med svingende arme, men påklædningen er langt fra natklubsmart. En snes mennesker er mødt op i morgenkåber, pyjamasser og løse, forvaskede t-shirt.

Men der er ingen musik - kun et højttalerudkald med en sporændring af og til runger i afgangshallen på Københavns Hovedbanegård. I stedet for at haste mod perronerne, danser de videre med musik i ørerne, som spiller over telefonen fra en DJ i Portugal.

For det tog, som de gerne ville med, det er der ikke.

- Jeg er her, fordi jeg synes, vi skal have flere nattog, siger en af de dansende, Tabea Hansen. Hun er oprindelig fra en by nær Frankfurt i Tyskland, og hun ville gerne kunne besøge familien uden at skulle flyve eller bruge en hel dag på togturen.

- Det er rarest, hvis man kunne sove, og man kan bruge sin dag på noget andet, siger hun. Indtil videre begrænser hendes nattogserfaring de sidste mange år til en tur til Nordsverige.

- Og det, synes jeg, var meget rart, selv om jeg havde en siddeplads og ikke en seng, siger hun.

Pyjamasparty for nattog i 11 byer
Hun er ikke alene om det ønske. I København var der mødt godt en snes mennesker op i alle aldre, men lignende scener med dansende folk i pyjamas kunne ses på banegårdene i ti andre europæiske byer.

- Folk, der kæmper for en europæisk transportadgang, står sammen. Så samtidigheden har stor betydning, siger Poul Kattler, der er forperson for Rådet for bæredygtig trafik, som står bag den danske del af arrangementet.

For selv om DSB har bestilt nye tog og planlægger at udvide trafikken mod Tyskland, så opfylder dagtogene ikke alle behov.

- Det forhindrer ikke, at nattoget er vigtigt. Også fordi vi kan jo se, der er mange morgenfly og aftenfly, siger han.

Efter at have været helt væk i nogle år, kører der i dag igen to nattogsforbindelser gennem Danmark på deres vej mellem Sverige og Hamborg og Berlin. Et, som det statslige svenske togselskab SJ får støtte til at køre hele året, og Snälltåget, som kører på kommercielle vilkår de dele af året, hvor det kan betale sig. Men tiderne er lidt uattraktive med stop meget sent om aftenen og tidligt om morgenen, og altså kun til Hamborg og Berlin.

- Det strækker jo ikke til en skid, hvis vi virkelig vil det, siger Poul Kattler bramfrit.

Den renæssance for nattogene, som tilhængerne havde håbet på, da østrigske ÖBB begyndte at udvide deres net for nogle år siden og genoprette nogle af de linjer, som de andre selskaber havde droppet, er udeblevet.

- Vi kan ikke overlade det til ét mindre mellemeuropæisk togselskab, siger Poul Kattler.

I stedet vil han have den danske stat til at putte penge i et netværk af nattog.

- Hvis det er den her jul, ville jeg ønske, der var nattog til Oslo, til Zürich og til Bruxelles, lyder hans ønskeliste samtidig med, at han understreger, at den europæiske sammenslutning back-on-track, som står bag det internationale pyjamasparty, har beregnet, at potentialet er meget større.

Derfor hæfter han sig også ved, at EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har været ude og tale for at få oprettet et større netværk af internationale togforbindelser med både dag- og nattog.

- Det er slet ikke hendes jurisdiktion, men det kunne jo være hun har noget i ærmet, siger han.

Imens fortsætter de pyjamasklædte dansere deres lydløse dans.

Karla Sevilla ser ud som om, hun er med på juleønskerne. I hvert fald er hun mødt op i en rød julepyjamas, for at vise sin støtte til at få flere nattog.

- Fly er for dyrt, og det forurener for meget, siger hun, og laver en vits ud af sit sydspanske efternavn.

- For jeg vil rejse til Sevilla, og jeg vil ikke flyve, griner hun.

 



Bæredygtighed Tog og jernbaner

SENESTE NYT