NYHEDER 3. SEP 2020 KL. 08:00

Bæredygtige bybusser i Esbjerg bliver billigere end forventet

Af: kollektivtrafik

Til december næste år skal der køre 29 nye elbusser ud i Esbjergs gader. De indkomne tilbud viser, at den samlede udgift for kommunen bliver lavere end udgiften til de dieselbusser, der kører i dag - og de nye busser udleder ikke CO2 under driften. Sydtrafik og Esbjerg Kommune oplyser, at man forventer at tegne kontrakt med Tide Bus A/S om driften af bybusserne frem til 2032


Når afgørelsen af udbuddet af bybusdriften i Esbjerg i dag bliver offentliggjort, vil det stå klart, at det bliver med en pris, der er markant lavere end forventet. Sydtrafik peger på, at ind til nu har omstilling af den kollektive transport i de fleste tilfælde betydet en merudgift for kommunerne. Men sådan bliver det ikke i Esbjerg.

- Den teknologiske udvikling går rivende hurtigt, og vi er åbenbart allerede nået derhen, hvor de højere startomkostninger ved indkøb af elbusser, opvejes af lavere driftsomkostninger, siger Lars Berg, der er administrerende direktør for Sydtrafik.

Henning Ravn, der er formand for Sydtrafiks bestyrelse peger på, at resultatet af udbuddet er godt nyt for den grønne omstilling i hele Sydtrafiks område, hvor flere kommuner er i gang med at kigge på deres muligheder for en mere bæredygtig kollektiv transport.

Helt konkret står Esbjerg Kommune til at spare 3,5 millioner kroner årligt på buskørslen samtidigt med en CO2-reduktion på 70 procent. Det er 2.700 ton mindre CO2 om året, når man kigger på den samlede kollektive trafik i Esbjerg Kommune.

- Vores ambition om at være en bæredygtig EnergiMetropol underbygges i den grad med de nye el-busser. Esbjerg bliver den første store by, som udskifter hele bybus-driften i et hug, og alle, der færdes i byen, kan glæde sig til mindre støjende bybusser, som ikke lugter af dieselos. Samtidig er det jo en fornøjelse at implementere en grøn løsning som prismæssigt ikke bare er på linje med, men faktisk er billigere end den tidligere drift, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).

Nyt busdepot og ladestandere
Esbjerg Kommune skal i forbindelse med omstillingen til de nye el-busser bygge et nyt busdepot med ladefaciliteter på Kattegatvej i det nordlige Esbjerg. Det stilles herefter til rådighed for Tide Bus, der kommer til at køre bybusruterne med el-busser fra en kinesisk producent.

- Planerne omkring det kommende busdepot er allerede i støbeskeen. Der er valgt en optimal beliggenhed i forhold til at undgå for meget unødvendig buskørsel, og det første spadestik til byggeriet tages her i efteråret, siger Søren Heide Lambertsen (S), der formand for Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune.

Kontrakten med TideBus A/S har en varighed på 10,5 år med mulighed for forlængelse i yderligere to år.

Den anden del af udbuddet, som omhandler den lokale kørsel rundt i Esbjerg Kommune, er vundet af DITOBus Linjetrafik, som bliver en ny vognmand i Sydtrafiks område.

 



Bæredygtighed