NYHEDER 1. SEP 2026 KL. 13:51

Banemand skifter post

Af: kollektivtrafik

Nicolai Smidt Sigsgaard, der siden 2024 har været vicetrafikdirektør i Banedanmark, er fra 1. september ny direktør for vedligehold samme sted. Nicolai Smidt Sigsgaard har været ansat i Banedanmark siden 2009


Nicolai Smidt Sigsgaard har dermed et indgående kendskab til både jernbanens drift og de mennesker, systemer og processer, der får den til at fungere.

Nicolai Smidt Sigsgaard begyndte sin karriere i Banedanmark i 2009 som trafikleder og har siden blandt andet været trafikal vagthavende, projektleder, sektionschef og områdechef i Trafikstyring. Siden 2024 har han været vicetrafikdirektør.

 

Nicolai Smidt Sigsgaard. (Foto: Banedanmark)

 

- Jeg synes, det er utrolig spændende at få mulighed for at stå i spidsen for vedligeholdsområdet. Drift og vedligehold er to sider af samme sag. For en velfungerende infrastruktur er en forudsætning for en stabil og punktlig jernbane. Samtidig er det en spændende ledelsesopgave at være med til at udvikle både organisationen, medarbejderne og den måde, vi løser opgaven på, siger Nicolai Smidt Sigsgaard.

Stærk jernbanefaglig erfaring
For administrerende direktør i Banedanmark, Peter Jonasson er Nicolai Smidt Sigsgaards store og mangeårige erfaring med jernbanedrift en stærk tilføjelse til direktionen:

- Jeg er utrolig glad for, at Nicolai Smidt Sigsgaard har sagt ja til at løfte opgaven med at drive og udvikle Banedanmarks vedligeholdelsesdivision, siger Peter Jonasson, der fremhæver, at Nicolai Smidt Sigsgaard kommer med en stærk jernbanefaglig ballast og en erfaring, der spænder fra den helt konkrete drift til strategisk ledelse.

- Han kender jernbanen indefra og har samtidig gennem sin karriere vist, at han kan skabe udvikling på tværs af organisationen. Det er en kombination, som bliver en stor styrke for direktionen og for Banedanmark, siger Peter Jonasson

Nicolai Smidt Sigsgaard har gennem sin karriere haft fokus på udvikling og forbedringer på tværs af Banedanmark og har blandt andet arbejdet med implementeringen af det nye digitale signalsystem i Banedanmarks trafikstyring. I 2026 har han haft det tværgående ansvar for etableringen af Banedanmarks nye fælles driftscenter. Som direktør for Vedligehold får han nu ansvaret for et område, der spiller en central rolle i at sikre en robust og velfungerende jernbane.

Nicolai Smidt Sigsgaard er uddannet HD i erhvervsøkonomi og HD i organisation og ledelse og har desuden en Master i forretningsudvikling fra CBS.


Lidt om Nicolai Smidt Sigsgaard:

Uddannelse:

• HD, erhvervsøkonomi (2011)
• HD, Organisation og ledelse (2013)
• MBD, Master i forretningsudvikling (2020)

Karriere:

• 2007-2009: Speditør, DHL, Københavns Lufthavn
• 2009-2011: Trafikleder, Banedanmark
• 2011-2013: Trafikal Vagthavende
• 2013-2014: Projektleder
• 2014-2020: Sektionschef Trafikstyring
• 2020-2024: Områdechef, Trafikstyring
• 2024-2026: Vicetrafikdirektør
• 2026- Direktør for Vedligehold