Busser på S-linie får bedre forhold
Af: kollektivtrafik
Med nye busbaner, forbedrede stoppesteder og smartere trafikregulering bliver det lettere for busserne at komme frem, når de kører på Linie 500S mellem Kokkedal nord for København og Ørestaden på Amager via Ballerup. Samtidig bliver det hurtigere for passagerne at komme til den nye letbane og S-togene ved Glostrup Station
Hos trafikselskabet Movia peger man på, at gode venteforhold, opdateret og præcis information om bussens afgangstid og en bekvem rejse er vigtige faktorer, når man skal rejse med kollektiv transport. Og de ting er blevet opgraderet langs linje 500S's rute. Flere steder på strækningen mellem Tranehaven og Avedøre Holme har linje 500S fået sin egen vejbane, så busserne lettere glider gennem trafikken - især i myldretiden. Passagererne har fået bedre adgangsforhold flere steder, ligesom man nemmere kan kombinere cykeltur og busrejse med opgraderet cykelparkering.
Movia forventer, at opgraderingerne vil busserne mere pålidelig, når de kan køre uden om den øvrige trafik og komme hurtigere til og fra det store trafikknudepunkt på Glostrup Station.
Derudover er der opstillet læskærme, som giver bedre forhold for passagererne, når de venter på bussen.
- Alt sammen for at gøre det endnu mere attraktivt for de mange rejsende på den travle strækning at vælge den kollektive transport til, siger Lars Gaardhøj (S), der er regionsrådsformand i Region Hovedstaden.
- Det er vigtigt at holde et stærkt fokus på passagererne og deres behov, hvis vi skal have flere til at vælge bussen. Vi ved, at flere rejser på tværs af kommunegrænser og S-togslinjerne. De her forbedringer kommer derfor mange passagerer til gode og sikrer en god forbindelse til vores kommende Letbane og til Rigshospitalet i Glostrup, siger han videre.
Bedre stoppesteder og mere grønt lys
Opgraderingerne langs ruten er lavet i et samarbejde mellem Region Hovedstaden, Hvidovre og Brøndby Kommuner samt Movia. Forbedringerne er en del af Movia's +Way-koncept, der betyder, at busserne får lettere ved at komme frem blandt andet ved at lade dem køre i deres egen busbane og med smart trafikregulering give dem prioritering i lyskrydsene langs ruten.
Derudover er stoppestederne blevet bygget om, så der på udvalgte stop er kommet brede perroner, opgraderede parkeringsforhold for cyklister og generelt bedre adgangsforhold til stoppestederne, som alt sammen skaber et bedre byrum.
- Opgraderingen af 500S er et vigtigt skridt i arbejdet med at sikre bedre adgang til Danmarks grønneste erhvervsområde. Kortere ventetider, øget komfort og en direkte forbindelse til den kommende Letbane gør det nemmere for medarbejdere at komme til og fra arbejde på Avedøre Holme fra hele hovedstadsområdet. Det styrker Hvidovres rolle som drivkraft i hovedstadens samlede vækst og udvikling. Samtidig bidrager opgraderingen til en mere pålidelig og bæredygtig transportløsning, som understøtter vores ambition om en grønnere og mere sammenhængende kommune, siger Anders Wolf Andresen (S), der er borgmester i Hvidovre Kommune.
Prikken over i'et
Den sidste brik i Movia's +Way-opgraderingen af buslinje 500S er en fornyelse af Brøndby Strand St., hvor stoppestederne i begge retninger er rykket ud på Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard. Dermed slipper busserne for at køre ind og runde stationsforpladsen, og passagererne kan komme endnu hurtigere frem.
- 500S er en vigtig linje for os i Brøndby. Den forbinder Sportsbyen og Brøndby Strand med Letbanen i Glostrup, arbejdspladser på Avedøre Holme og helt til Fields på Amager, hvorfra man kan tage Øresundstoget til lufthavnen og ud i verden. Vi er meget glade for kvalitetsløftet med handicapforhold og cykelparkering. Det gør det mere attraktivt at vælge bus frem for bil. Det giver flere mennesker mulighed for at komme godt rundt, siger borgmester i Brøndby
Kommune, Maja Højgaard (S).
Hos Movia fremhæver trafikdirektør Jeppe Gaard, at ambitionen er, at få passagererne hurtigere og lettere frem og ikke mindst være et godt alternativ til bilen.
- Med det her løft på linje 500S forventer vi, at både borgere og virksomheder i befærdede områder som f.eks. Avedøre Holme, Brøndby Strand St. og Sportsbyen i Brøndby vil mærke forbedringerne, siger Jeppe Gaard.
Indvielse med "pop-up stoppesteder"
For at markere, at projektet er færdigt, vil der blive afholdt pop-up stoppested ved CPH Business Park mandag 27. oktober og ved Brøndby Strand St. Torsdag 30. oktober.
Lidt fakta:
Region Hovedstaden har sammen med Brøndby og Hvidovre Kommuner samt Movia fået tildelt penge af Trafikstyrelsens Pulje til investering i kollektiv bustrafik til projektet. Trafikstyrelsen finansierer halvdelen af projektet, som har en samlet omkostning på knap 50 millioner kroner. Den anden halvdel af projektet finansieres via midler fra Hovedstadens Letbane.
Formålet med forbedringerne langs ruten er først og fremmest at:
- Linje 500S ikke hænger fast i trafikken, men kan komme lettere frem
- Passagererne på linje 500S får væsentligt forbedrede vente- og adgangsforhold ved stoppestederne
- Sikre bedre sammenhæng med den øvrige kollektive transport - f.eks. med S-tog, bus og den kommende Letbane på Glostrup St.
Om Movias +Way på linje 500S:
Bedre adgangsforhold til stoppesteder:
- Etablering af rampe ved Brøndby Hallen, Brøndby Strand St. stoppested flyttes ud på Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard, og kryds etableres, så man sikkert kan krydse vejen. Ved CPH Business Park er to stoppesteder slået sammen for at give bedre skiftemuligheder
- Ni stoppesteder er rykket helt ud til vejen, så man lettere kan stige ind og ud af busserne, og der er opsat læskærm til forbedring af venteforhold. Flere stoppesteder er også forlænget for at give bedre plads
- Højt niveau af digital trafikinformation (nedtællingsskærme på alle stop)
- Ekstra cykelparkering (Tranehaven, Gildhøjcentret, Brøndby Hallen, Brøndby Strand St., Fyrmestervej, Helseholme, Avedøreholmen og CPH Business Park)
- Egne busbaner på dele af strækningen - og busvenlig trafikregulering på ruten, så bussen kommer hurtigere frem
- Med forbedringerne forventes det, at turen mellem Tranehaven og CPH Business Park i myldretiden kan blive omkring 10 procent hurtigere
Mobilitet