Af: kollektivtrafik
Fra juni næste år bliver det el-drevne busser, der skal køre bybus og andre ruter i Aabenraa Kommune. Skiftet betyder, at den kollektive bustransport i kommune vil udlede 54 procent mindre CO2, end det er tilfældet i dag. Samtidig sparer Aabenraa Kommune 5,6 millioner kroner på omstillingen til grøn buskørsel. - Det kan altså betale sig at skifte til den grønne løsning, lyder det fra den sønderjyske kommune
Skiftet til el-busser i Aabenraa Kommune er en del af det fælles udbud af busdrift mellem Aabenraa Kommune, Tønder Kommune, Haderslev Kommune og Region Syddanmark, som vi omtalte forleden.
Resultatet af udbuddet betyder for Aabenraa Kommune, at den vil blive base for ni nye el-busser, der skal køre på bybuslinjer og andre ruter i Aabenraa Kommune, lige som der også vil være eldrevne busser på ruter mellem de sønderjyske kommuner. Aabenraa Kommune sparer samtidig 5,6 millioner kroner på skiftet.
- Elbusserne er billigere i drift end dieselbusser, så det kan faktisk betale sig at gå med den grønne løsning. Det er et stort skridt i den grønne omstilling, og det taler ind i Aabenraa Kommunes ambitioner på netop det område, siger borgmester i Aabenraa Kommune, Jan Riber Jakobsen (V) og fortsætter:
- Derfor er jeg glad for, at der nu er flere busser i Aabenraa Kommune, der bliver eldrevne, og at vi samtidig ikke får en større udgift, men tværtimod sparer penge på det og fastholder den nuværende busdrift.
Skoleruter skal fortsat køres med dieselbusser, da der på disse ruter ikke er nok køreplanstimer til, at det kan lade sig gøre at gå over på el rent økonomisk på nuværende tidspunkt. Kigger man på køreplanstimer, er det 58 procent af kommunens kollektive trafik, der kommer til at være helt uden CO2- og partikel-udledning.
- Jeg er meget glad for det udbud, som nu er kommet i hus. Aabenraa Kommune har store ambitioner på den grønne omstilling, og det bekræfter byrådets klimaplan fra 2022 også, siger Dorte Soll (S), der er formand for Aabenraa Kommunes udvalg for Plan, Teknik og Landdistrikter.
Hun peger på, at udbuddet af busser er vigtigt for Aabenraa Kommune.
- Vores ambition om en 100 procents C02-reduktion i 2050 kræver en omstilling - også på området for offentlig transport, siger hun videre.
Det blev virksomheden Umove Vest A/S, der vandt kontrakterne i udbuddet. Umove kører allerede i Aabenraa Kommune og i andre kommuner rudnt i Danmark.
- Det fælles udbud mellem regionen og de tre kommuner giver tilsammen 56 nye elbusser på vejene i vores område. Det er endnu et stort skridt for Sydtrafik på vejen mod at nå 70 procent målsætningen fra regeringen, påpeger Lars Berg, der er administrerende direktør i Sydtrafik.
- Vi er stolte over, at det gode konstruktive samarbejde med kommuner og region igen har ført til et rigtig godt resultat af Sydtrafiks 20. udbud, tilføjer han.
Kontrakterne begynder i juni 2024, og kontrakten på el-busserne løber i 10 år med mulighed for forlængelse med yderligere to år, mens kontrakten på skole- og lokalkørsel løber i fire år i første omgang.