NYHEDER 10. MAR 2021 KL. 11:22

Movia: Det skal være enklere for unge at vælge den kollektive transport

Af: kollektivtrafik

Movia, der er ved at indarbejde begrebet mobilitetsselskab frem for trafikselskab, og som står for den kollektive transport med bus i Hovedstadsområdet, Sjælland og Lolland-Falster suppleret med en række lokalbaner, vil give unge lettere adgang til den kollektive transport. Derfor har Movia nedsat et Ungeudvalg, som skal være med til at give et bud på en ny ungdomsrabat


I dag findes der flere typer af rabatordninger til unge, men de er udviklet for mange år siden, hvor skoler og uddannelsessteder var spredt på flere enheder. Movia's nye Ungeudvalg skal se på, hvordan den kollektive transport kan blive mere attraktiv for unge, særligt hvordan de forskellige billettyper og rabatter til unge kan skrues sammen i fremtiden.

Arbejdet i udvalget tager udgangspunkt i unges behov for at kunne transportere sig inden for de økonomiske rammer, de har og dermed gøre det lettere for unge at bruge bus, tog og metro. Movia's Ungeudvalg er sammensat af unge fra ungdoms-organisationer, repræsentanter fra uddannelsesorganisationer og af medlemmer fra Movia's bestyrelse. Udvalget skal afdække, hvor de nuværende løsninger giver knaster, og resultere i et sæt af anbefalinger, som Movia kan tage med videre i dialogen med samarbejdspartnerne i DOT og trafikselskaberne vest for Storebælt.

I forbindelse med præsentationen af udvalgets arbejde og mål peger Movia på, at unge er en målgruppe, som har få penge på lommen, men til gengæld er meget afhængige af mobilitet. Arbejdet tager udgangspunkt i unges behov for at kunne transportere sig inden for de økonomiske rammer, de har og dermed gøre det lettere for unge at bruge bus, tog og metro.

Movia fremhæver videre, at jo flere, der tager tog, bus og metro, mens de er unge, jo flere vil bruge kollektiv transport senere i deres liv - hvilket har mange fordele. Når flere rejser sammen, får vi bedre klima, bedre miljø, mindre trængsel på vejene, og den enkeltes sundhed styrkes. 

 

Ungeudvalgets anbefalinger vil blive offentliggjort i løbet af sommeren 2021. 



Billetter og takster Mobilitet