Af: kollektivtrafik
Midt- og Vestjyllands Politi har givet samtykke til, at Forsvaret etablerer et midlertidigt militært område ved banegården i Holstebro fra mandag 15. december 2025 klokken 10.00. Området vil ophøre som militært område senest tirsdag 16. december klokken 20.00
Det midlertidige militære område etableres i forbindelse med flytning af militært materiel og vil omfatte noget af baneterrænet og en del af Hjalmar Sørensens Vej. Området vil være markeret med hegn og skilte og vil være bevogtet af Forsvaret.
Der er desuden indført overflyvningsforbud over området ved banegården. Det betyder også, at det er forbudt at flyve med droner i området.
Etableringen af det midlertidige militære område og Forsvarets arbejde på stedet vil ikke påvirke den almindelige bus- og togdrift.
I forbindelse med flytningen af det militære materiel vil flere lyskryds på eller nær Ringvejen i Holstebro kortvarigt være lukket for civil trafik. Det enkelte lyskryds vil kun være afspærret, mens Forsvarets køretøjer passerer.