NYHEDER 17. MAR 2021 KL. 16:00

Finansiering af ekstra dobbeltture i uge fire er på plads

Af: kollektivtrafik

Kontaktrådet, der er engageret i færgetrafikken til og fra Bornholm, har drøftet finansiering af de ekstra dobbeltture, som færgen »Povl Anker« sejlede den sidste uge i januar, med Transportministeriet. De ekstra ture blev sat ind som følge af, at Sverige lukkede for gennemrejse og dermed afskar de fleste rejsende til og fra Bornholm at benytte hurtigfærgen mellem Rønne og Ystad


Molslinjen har oplyst, at rederiets samlede nettoomkostninger i forbindelse med indsættelsen af Povl Anker i dagene 23.-31. januar løb op i 2,3 millioner kroner. Der er enighed om, at ekstraregningen ikke skal påvirke sejlplanerne. De ekstra dobbeltture finansieres derfor med et ekstra tilskud til færgebetjeningen af Bornholm.

- Corona har ramt hele landet, og på Bornholm har der været nogle særlige udfordringer ikke mindst på grund af den svenske grænselukning. Derfor er det også rigtig godt, at både Thomas Thors som borgmester og formand for Kontaktrådet og Molslinjen har været hurtige til at finde løsninger. Heldigvis lykkedes det hurtigt at få åbnet for transit, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Borgmester Thomas Thors (S) er tilfreds med løsningen.

- Vi har brug for stor fleksibilitet og hurtig handling i de her tider, og jeg er tilfreds med, at vi kan løse både store og små problemer sammen. Jeg kan kun rose transportministeren for stor lydhørhed og vilje til at finde løsninger, siger Thomas Thors.



Corona Færgeruter