Af: kollektivtrafik
Selskabet Naviair, der står for flyveledelse i det danske lufttrum, er blevet enig med flyveledernes faglige organisation, DATCA. om bemanding. Den indgåede aftale skal understøtte en normalisering af afviklingen af flytrafikken i de danske lufthavne og det danske luftrum
Aftalen er indgået efter efter en række forhandlingsmøder mellem Naviair og flyveledernes fagforening DATCA. Aftalen har til formål at afhjælpe den akutte mangel på flyveledere, der er opstået på baggrund af en for stor reduktion i antallet af flyveledere under corona-pandemien samt en for lav rekruttering gennem 2010’erne.
Med aftalen på plads kan Naviair få stabiliseret driften og fokusere på at få fastholdt og uddannet flere flyveledere.
- Jeg glæder mig over, at vi i fællesskab har fundet nogle gode løsninger, som sikrer, at vi kan normalisere vores drift til gavn for flyselskaber, lufthavne og passagerer. Med aftalen er det vores klare forventning, at vi hurtigt vil se en markant reduktion af forsinkelser forårsaget af Naviair, siger konstitueret administrerende direktør i Naviair, Mads Kvist Eriksen.
Han suppleres af formanden for DATCA, Esben Blum, som fremhæver, at flyvelederne ønsker at komme ud af den uholdbare situation Naviair har bragt sig i.
- Derfor indgår vi nu en aftale. Der er ikke tale om en langsigtet løsning, som vi kunne have tænkt os den, men vi mener, at det er vigtigt at der bliver skabt ro til at prøve at finde de langsigtede løsninger for Naviair's fremtid, siger Esben Blum og fortsættet:
- Vi ser fortsat en risiko for at denne aftale ikke i tilstrækkelig grad sikrer fastholdelse, men det må tiden vise. Flyvelederne giver nu Naviair en hjælpende hånd ved en ekstraordinær fleksibilitet i en periode fremover, så Naviair kan bruge tiden på at komme i balance på lang sigt.
Trafikdirektør i Naviair, Thorsten Elkjær, fremhæver, at selskabets flyveledere har sagt ja til at yde en ekstra indsats, indtil Naviar får opbygget et mere robust setup.
- Det er nødvendigt for, at vi kan imødekomme det stigende trafikniveau og samtidig levere flyvekontroltjeneste af høj kvalitet. Derfor vil vi som ledelse samtidig fortsætte med løbende at rekruttere og uddanne nye flyveledere, så der fremadrettet sikres tilstrækkeligt med ressourcer til at understøtte trafikken, siger Thorsten Elkjær.