Af: kollektivtrafik
Busser og tog er rygraden i den kollektive transport, men det skal suppleres med flere transportformer, såsom flextrafik, taxi, samkørsel og delebiler. Sådan lyder nogle af hovedbudskaberne i nyt udspil fra Landdistrikternes Fællesråd, som med udspillet vil vise en vej til bedre mobilitet i hele landet
Med sit nye udspil sætter Landdistrikternes Fællesråd fokus på at sikre sammenhængende og fleksible transportløsninger i hele landet. Det er ifølge organisationen nødvendigt, da knap en fjerdedel af familierne i landdistrikterne ikke ejer en bil, og derfor er afhængige af en velfungerende kollektiv transport. Det samme gør sig gældende for ældre såvel som unge, hvor bil ikke er en mulighed.
- Over de senere år er den kollektive transport i landdistrikterne ofte blevet dyrere og dårligere. Dét er en udvikling, vi gerne vil vende, så vi styrker sammenhængskraften i den kollektive transport og gør det muligt for alle - uanset bopæl - at bo, leve, arbejde og uddanne sig uden at være afhængig af egen bil, siger formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.
Fremtidens mobilitet og kollektive transport kræver flere løsninger end busser og tog, for at binde landet bedre sammen, mener formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard. (Foto: Mads Krabbe)
Flere og grønnere løsninger Udspillet lægger blandt andet vægt på at fremme flere alternative transportløsninger, såsom flextrafik, taxi og delebiler, samt miljøvenlige transportløsninger.
- Det er vigtigt, at vi binder landet bedre sammen gennem den kollektive transport, hvor vi ser på en bred vifte af transportformer. For selvom busser og tog fortsat skal udgøre rygraden i den kollektive transport, så kan bus-på-bestilling, flextrafik samt delebiler og landsbybusser supplere de faste ruter og sikre transportmuligheder og mobilitet til områder, der ikke dækkes af det lokale rutenet og hovednettet, siger han og tilføjer:
- Det gælder også transportformer, som understøtter den grønne omstilling og reducerer CO2-udledningen i landdistrikterne - eksempelvis el-busser og samkørsel.
Hos Landdistrikternes Fællesråd understreger formanden, at der skal politisk vilje og økonomiske investeringer til, for at sikre en bæredygtig og effektiv transport og mobilitet i hele landet.
- Det handler ikke kun om at komme fra A til B. Det handler om livskvalitet for borgere i alle aldre, også de svage befolkningsgrupper, og om at sikre bosætning, erhvervsliv, uddannelse og udvikling i landdistrikterne. Derfor opfordrer vi politikerne til at tage ansvar og sikre de nødvendige investeringer i den kollektive transport i hele landet, så det bliver et reelt alternativ eller supplement til bilen - uanset ens postnummer, siger Steffen Damsgaard.
Et udspil med fem pejlemærker:
Udspillet for fremtidens mobilitet i landdistrikterne bygger på fem pejlemærker, som blandt andet skal gøre det muligt at komme fra ens hjemby på landet og videre med det lokale rutenet og hovednettet, såsom tog- og busforbindelser. Pejlemærkerne er følgende:
Med udspillet håber Landdistrikternes Fællesråd at bidrage til en fremtid, hvor det er muligt at bo, leve, arbejde og uddanne sig i hele Danmark uden at være afhængig af egen bil.
Interesserede kan læse udspillet her: