NYHEDER 25. NOV 2021 KL. 19:00

Fremtidens midtjyske busser bliver mere handicapvenlige

Af: kollektivtrafik

Fremtidens midtjyske busser bliver mere handicapvenlige
Bybusserne i Herning kører allerede i dag med elektrisk betjente kørestolsramper. (Foto: Jesper Christensen)

Trafikselskabet Midttrafik, der står for den kollektive transport med busser, lokal- og letbaner i Region Midtjylland, indfører krav om elektroniske kørestolsramper i fremtidige bus-udbud. Det skal gøre busserne mere tilgængelige for kørestolsbrugere. De elektroniske ramper vil komme i busserne i takt med udskiftning af de nuværende kontraktbusser


Midttrafiks bestyrelse har besluttet, at der er i fremtidige udbud, skal være krav om, at fabriksnye busser med lav indstigning også skal være monteret med elektrisk betjente ramper i.

- Midttrafik er løbende i dialog med handicaporganisationer. Vi ved, at det har stor betydning for kørestolsbrugere at være selvhjulpne og uafhængige af hjælpere, når de skal med bussen. Derfor er bestyrelsens beslutning i dag et stort skridt i Midttrafiks arbejde for at gøre bussen tilgængelig for alle, siger Claus Wistoft (V), der er bestyrelsesformand i Midttrafik.

Elektrisk betjente ramper bliver indfaset efterhånden, som de nuværende kontrakter sendes i udbud. Først i 2035 kan kørestolsbrugere i hele Midttrafik være sikre på, at der er en elektrisk betjent rampe i den bus, det skal med. Midttrafik vil derfor informere lokalt og på ruteniveau, så passagerne ikke er i tvivl, om de kan tage bussen selv med hjælp fra de elektrisk betjente ramper eller, om der skal en hjælper med.

De elektrisk betjente ramper fungerer ved, at der både udvendigt og indvendigt i bussen er monteret en knap med et kørestolslogo. Når en passager trykker på knappen, bliver chaufføren orienteret om, at den elektroniske rampe skal aktiveres. Rampen aktiveres direkte fra chaufførens plads, så chaufføren ikke skal forlade bussen. Ved behov kan chaufføren også sænke bussen til kantstensniveau, så rampens hældning bliver mindre stejl.


Bybusserne i Herning kører allerede i dag med elektrisk betjente kørestolsramper. I fremtiden skal de elektroniske kørestolsramper være fast inventar i de fleste af Midttrafiks busser til glæde for kunder med et fysisk handicap.



Mobilitet