NYHEDER 12. NOV 2026 KL. 10:41

Gratis giver flere passagerer - hvis ellers der er en bus

Af: Niels Bak Henriksen

SSFMR-Regeringen har bebudet gratis kollektiv transport til unge, og flere kommuner har eksperimenteret med billige billetter eller gratis busser. Erfaringen er, at det giver flere passagerer - men at det måske ikke er den bedste måde at styrke den kollektive transport på, lød det i flere indlæg på årets kollektiv transport konference


Når man får en stor gave, så siger man pænt tak - også selv om det måske ikke var helt det, man havde ønsket sig.

- Vi synes, folk skal hyldes, når de bruger to milliarder ekstra på den kollektive transport, sagde direktør i DI Transport Hakon Iversen i sin åbningstale på TØF’s årlige Kollektiv Trafik Konference for nylig.

Det, han hentydede til, var selvfølgelig den aftale om at gøre kollektiv transport gratis for unge under 22, som er skrevet ind i regeringsgrundlaget. Men så havde han heller ikke armene højere oppe.

- Vi synes, der er nogle muligheder for at få noget ud af det her, men vi synes også, der er nogle observationspunkter, fortsatte han.

Gratis busser har fordoblet passagertallet i Fredericia
En af dem, som har nogle erfaringer at trække på, både når det gælder gevinster og bivirkninger, er Michael Aagaard, direktør i Sydtrafik.

I hans område valgte Fredericia Kommune sidste år at gøre de lokale busser gratis. Og det har fyldt byens ellers halvtomme busser op.

- Det er tæt på en fordobling af passagertallet. Det får i hvert fald nogle flere folk til at komme ind i et system, som er brugbart. Når det er gratis, så kommer der flere ind, sagde han.

Det er især de unge, som er steget på bussen, kunne han fortælle, og det ser ud som om, at stigningen fortsætter ind i det andet år med ordningen.

- Især dem, der ikke har nogen bil, oplever en rigtigt stor forbedring af deres mobilitet, sagde han.

Bagsiden af den medalje er, at dem, som har en bil, i meget høj grad er blevet siddende i den.

- Der er ikke en fantastisk stor overflytning fra bil og til bus. De fleste er fra cykel, fra andre busser og fra gang, sagde han.

Det samme påpegede Cyklistforbundets direktør Kenneth Øhrberg Krag i sit indlæg. For selv om han godt kunne se, at det vil være populært blandt de unge med gratis offentlig transport, så frygter han det vil gå hårdt ud over cyklingen.

- Det er muligt vi løser et problem, men jeg er bange for at man skaber et andet, sagde han, og pegede på, at cykling og gang er de eneste transportformer, som giver et klokkeklart samfundsøkonomisk overskud. Især på grund af de sundhedsmæssige effekter.

- Transportpolitik det er også sundhedspolitik. Jeg er bekymret for, at det, som det gavner allermest, er mine Novo-aktier, sagde han om den gratis transport til unge.

Billige billetter skal være nemme at gå til
I Sydtrafik har de også erfaringer med flere kommuner, som har valgt en mellemløsning, nemlig at gøre billetterne væsentligt billigere. I både Odense og Vejle koster en voksenbillet 15 kroner i hele kommunen.

Det har været en stor succes i Odense - og en noget mindre i Vejle. Og det selv om sidstnævnte er delt op i flere takstzoner, så især lange rejser på tværs af kommunen er blevet betydeligt billigere.

Men der er en afgørende forskel. For mens Odense har valgt at bruge penge på en billethjemmeside, så kunderne bare skal scanne en QR-kode ved stoppestederne for at købe billetten, så er det af tekniske årsager kun Rejsebilletappen, som kan håndtere rabatten i Vejle. Og det har givet meget lavere brug af rabatbilletterne end i Odense.

- Vi oplever kunderne siger, det her det er let. Man kan komme uden om barrieren i Rejsebillet, fortalte Michael Aagaard om erfaringerne fra Odense. Han så gerne, at det blev muligt at få rabatterne ind i Rejsekort-appen også.

Og så er der også en anden forskel. For i Odense kører især letbanen med en meget høj frekvens.

- Lavere pris, det er en faktor, det betyder noget, men igen. Det er flere afgange, stabil drift, der styrer transportvalget, sagde han.

Flytter penge fra land til by
Det samme havde kommerciel direktør i NT Nicolai Bernt Sørensen fat i, da han kommenterede de gratis ungdomsbilletter i sit indlæg.

- Ved højt serviceudbud, efterspørges primært lavere takster. Ved lavt serviceudbud efterspørges flere afgange, sagde han.

Initiativet med gratis transport til unge vil derfor først og fremmest give flere passagerer i de områder og på de ruter, hvor der i forvejen er mange rejsende, forventede han. Med deraf følgende kapacitetsproblemer og behov for udvidet service.

- Pengene vil flytte til byerne, og man kan godt risikere, at landdistrikterne står tilbage med nogle uløste problemer, sagde han.

I forvejen oplever NT, at både kørekortet til 17-årige og forhøjet kørselsfradrag, som nu også dækker studerende, har givet så kraftige fald i passagertallet i busserne i landdistrikterne, at det truer med at trække økonomien væk under dem.

Hvis han havde fået 200 millioner kroner i stedet for gratis transport til de unge i NT’s område, så havde han valgt at satse helt anderledes.

- Vi ville øge kvaliteten i vores hovednet, så man overalt ville have halvtimesdrift i myldretiden og måske mere nogle steder. Og så bruge resten i landdistrikterne, sagde han.

Politisk populært
Nicolai Bernt Sørensen understregede dog også, at han var sikker på, de unge ville blive glade for at få gratis transport, og roste også regeringen for faktisk at investere i den kollektive trafik.

- Så på den ene side har man i hvert fald lyttet, men det er måske ikke helt det, vi havde ønsket os, sagde han.

Og den stemning gik igen hos flere af de andre.

- Før vi går i gang med at bruge milliarder på at subsidiere de unge, så skal vi spørge os om, hvad det er, vi egentlig vil, sagde Cyklistforbundets direktør Kenneth Øhrberg Krag.

Og gratis offentlig transport er heller ikke den løsning, som Sydtrafiks Michael Aagaard ville have anbefalet, hvis politikerne i Fredericia havde spurgt ham forud. Men det gjorde de ikke.

- Jeg synes måske ikke, det er den bedste ide, sagde han.

- Men det er nemt at sælge.



Billetter og takster Mobilitet