Lokaltog kører igen i Nordsjælland
Af: kollektivtrafik
Mandag morgen kører Lokaltog i den på banerne i Nordsjælland. Torsdag i sidste uge måtte driften indstilles, da en række medarbejdere på driftscentralen i Hillerød havde meldt sig syge
Lokaltog vil køre efter den gældende køreplan på Frederiksværkbanen, Gribskovbanen, Hornbækbanen, Lille Nord og Nærumbanen, men peger på, at togene køre med nedsat hastighed, og kunderne må derfor forvente forsinkelser fra morgenstunden.
- Vi er meget lettede over, at vi nu kan genoptage driften og igen kan tilbyde vores kunder den transport, de er afhængige af i hverdagen. Vi ved, at situationen har været meget indgribende for mange, og vi beklager de gener, det har medført. Samtidig beder vi om forståelse for, at der kan være forsinkelser i opstarten, siger Stig Allan Nielsen, der er driftsdirektør i Lokaltog.
Togtrafikken blev torsdag eftermiddag og aften gradvist indstillet, da flere sygemeldinger betød, at der ikke var tilstrækkelig bemanding på driftscentralen i Hillerød
Siden da har Lokaltog arbejdet intensivt på at afklare situationen. Hen over weekenden har der været god og konstruktiv dialog mellem medarbejdere, faglige repræsentanter og ledelse, der har arbejdet tæt sammen om at sikre en tryg og sikker genopstart af driften.
- Vi genoptager driften fra mandag morgen, dog med nedsat hastighed. Det betyder, at kunderne vil opleve forsinkelser, indtil driften er helt normaliseret, siger Stig Allan Nielsen.
Lokaltog opfordrer passagerne til at holde sig opdateret via Rejseplanen og på lokaltog.dk.
Tog og jernbaner