Af: Redaktionen
Solsikkeprogrammet skal lette livet for mennesker med usynlige handicaps – også i Midttrafiks busser og tog.
For personer med usynlige handicap, for eksempel hjerneskade, ADHD, angst, Tourette syndrom, epilepsi, PTSD mv. kan det være stressende at være i ukendte omgivelser blandt ukendte mennesker. Det kan være svært at bede om hjælp, når man ikke ved, hvordan det bliver opfattet. Omvendt kan det også svært for personale og medpassagerer at vide, om det er okay at tilbyde hjælp.
Derfor sætter Midttrafik nu fokus på udfordringerne. Midttrafik træder ind som del af Solsikkeprogrammet, der blandt andre også tæller alle større danske lufthavne, LEGO House, Lalandia, Legoland, WOW PARK, ForSea Ferries, Givskud Zoo, Tivoli, Akutmodtagelsen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital med flere.
Midttrafik træner medarbejderne gennem Solsikkeprogrammet, så de ved, hvad et usynligt handicap er, hvad Solsikken betyder, og hvordan man bedst møder en person, der har valgt at gøre sit usynlige handicap synligt ved at bære Solsikken.
Formålet med solsikkesnoren er, at man kan vælge at gøre sit handicap synligt i de situationer, hvor der kan være brug for det, og hvor det er svært eller umuligt at forklare sig. Solsikken viser personale og medpassagerer, at man kan have brug for lidt ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Solsikkesnoren giver ingen særlige fordele, men fungerer som et signal til chauffører, billetkontrollører og medrejsende om, at personen kan have behov for ekstra hensyn.
- Vi er stolte af at være med til at sætte fokus på, at ikke alle handicap er synlige. Det bliver en hjælp både for vores kunder, men også for vores medarbejdere, der nemmere kan sikre en god tryg oplevelse, når behovet er der, siger Midttrafiks vicedirektør Mette Julbo.