KTF Transmission: - Knudepunkter er en del af vores kerneprodukter,
Af: Mikael Hansen
- siger underdirektør Ole Schleemann, Nordjyllands Trafikselskab. Der hvor tilbringertrafikken møder hovednettet er der et knudepunkt, og det skal være et attraktivt sted, hvor forskellige funktioner mødes og kombineres.
Nordjyllands Trafikselskab definerer sig som et mobilitetsselskab, hvor det skal være let og enkelt at rejse sammen. Rejsen fra A til B kan så indeholde en tilbringertrafik, som kan udføres med Flextur, Plustur, samkørsel. Tilbringertrafikken fører hen til et knudepunkt på NT’s hovednet, som er højfrekvent tog- eller bustrafik. I den anden ende af rejsen optræder de samme elementer bare i omvendt rækkefølge.
- Den beskrivelse er det vigtigste argument for at prioritere knudepunkter højt, siger Ole Schleemann, og fortsætter:
- Hvad er så vigtigt på et knudepunkt? Det er i første omgang en tydelig markering af, hvor knudepunktet er rent fysisk. Derfor bruger vi konsekvent det nyudviklede knudepunktskilt, som er udviklet af NT i samarbejde med de øvrige trafikselskaber og Vejdirektoratet. Indtil videre har vi sat skiltet op ved de 150 vigtigste knudepunkter i det nordjyske trafiknet.
- Vi har erfaret, at mange chauffører i for eksempel flexbiler eller privatbiler tager fejl af, hvor de skal levere passagererne videre. En letforståelig og tydelig skiltning er meget vigtig.
Ole Schleemann understreger, at der reelt er mange flere knudepunkter – op imod 6000, hvis man tæller alle busstoppesteder og virtuelle knudepunkter med. Han forklarer:
- NT har på en normal dag ca. 80.000 rejser – vi ser her bort fra coronasituationen lige nu. Det betyder, at der er mindst 160.000 gange hver dag, hvor en NT-kunde møder et knudepunkt. Det er endnu en illustration af vigtigheden af knudepunkter.
Forskellige slags knudepunkter
NT har opdelt knudepunkterne i fire kategorier:
- Virtuelle knudepunkter og vinkeområder
- Stoppested med stander
- Stoppested med læskærm m.v.
- Terminaler og togstationer
Serviceniveauet er tilpasset trafikken og antallet af på- og afstigere. NT er i gang med at hæve serviceniveauet på alle knudepunkter, delvis finansieret af statslige puljemidler.
- Alle steder skal der være et minimum af faciliteter, men det er en stor opgave både i etableringen og i drift og vedligeholdelse, siger Ole Schleemann og fortsætter:
- Vi arbejder tæt sammen med kommunerne og regionen, og vi søger hele tiden efter enkle og billige løsninger, der kan opfylde servicekravene.
I de 20 største byer i Nordjylland er der busterminaler, og de trænger til modernisering og måske flytning. Ole Schleemann forklarer:
- Placeringen af busterminalerne er i mange tilfælde sket ud fra praktiske forhold om, hvor busserne kunne parkeres. Tit er de lagt langt væk fra de steder, hvor mange folk færdes. Vi overvejer flere steder at flytte passagerbetjeningen til mere centrale steder i samarbejde med kommunerne.
Liv på knudepunktet
Et andet problem er at skabe liv på knudepunkterne. Mange knudepunkterne ligger på øde steder uden andre aktiviteter.
- Vi vil gerne have liv på knudepunkterne – at skabe et attraktivt miljø, hvor det er rart at opholde sig, siger Ole Schleemann og fortsætter:
- Det er begrænset, hvad NT selv kan gøre, så vi forsøger at samarbejde med lokale kræfter, som kan hjælpe til med opsyn eller aktiviteter i området. En kiosk eller en café er ideelle naboer til et knudepunkt.
- Vores bedste eksempel er fra Læsø, hvor det er eleverne i folkeskolernes 7. klasser, der har ansvaret for at renholde og vedligeholde busstoppestederne. Til gengæld får klasserne et tilskud til deres lejrskole.
For NT er det funktionaliteten, der er det vigtigste, ikke hvem der udfører den.
Toiletter
Driften af offentlige toiletter i forbindelse med kollektive trafik er et vanskeligt emne, dyrt men alligevel ofte med utilfredsstillende kvalitet. Ole Schleemann siger:
- Vi har nok alle sammen prøvet at have brug for et toilet i forbindelse med kollektiv trafik, og for mange har det være ganske ubehagelige oplevelser. Vi har set lidt i retning af Tyskland, hvor man har udviklet konceptet ”Nette Toilette”. Trafikudbyderen indgår aftaler med lokale butikker eller caféer om, at bus- eller togpassagerer kan benytte deres toiletter. Det får de så et passende vederlag for. Indtil videre har NT indgået en sådan aftale med pølsemanden i Brønderslev.
Salgsboden
NT har for nylig indkøbt en trailer, som er indrettet som en lille ”salgsbod”. Der bruges i forbindelse med NT’s kampagner eller til at skabe tilstedeværelse i forbindelse med nye tiltag. Salgsboden har været brugt i Løgstør i en periode i 2020
NT-båndet
NT har udviklet et nyt koncept for den fremtidige udvikling af knudepunkter, som kaldes NT-båndet. Her er alle faciliteter på et knudepunkt placeret i en ensartet rækkefølge. NT-båndet er også et designredskab, som kan bruges, når en terminal skal moderniseres eller en læskærm skal udskiftes.
- En mere standardiseret tilgang kan på sigt være med til at reducere driftsomkostningerne, og netop høje driftsomkostninger er én af de faktorer, der begrænser NT’s muligheder for udvikling og forbedringer, slutter Ole Schleemann, underdirektør i Nordjyllands Trafikselskab, som glæder sig over et nyligt bevilget statslige puljebidrag til bedre cykelparkering.
Der var 24 deltagere i webinaret om de nordjyske knudepunkter, som kan genses på KTF Transmissions website https://www.crowdcast.io/kollektivtrafikforum.
KTF Transmission Byplanlægning Infrastruktur Mobilitet Trafikselskaber
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET