30 år gammelt tog bliver prist for sit design
Af: kollektivtrafik
30 år efter at IC3-togene blev indsat i fast drift mellem landsdelene, bliver de præmieret af Statens Kunstfond, der fremhæver, at togene kombinerer et unikt og samtidig funktionelt design, der viser værdien af at udvikle langtidsholdbare designløsninger til glæde for alle
- IC3-toget er 1. klasses design til alle danskere og et fantastisk eksempel på langtidsholdbarheden i godt, funktionelt dansk design. Der er tale om enestående dansk industridesign, som på eksemplarisk vis forener det æstetiske med det funktionelle. Og her cirka 30 år efter sin jomfrurejse, svarer designet fortsat på komplekse krav med en indlysende enkelhed og elegance, der gør at toget stadig føles tidssvarende, siger Anne Damgaard, der er udvalgsleder for legatudvalget for kunsthåndværk og design.
- IC3-toget minder os om kerneværdierne og langtidsholdbarheden i godt dansk design. Design, der er med til at ændre den måde, vi som samfund og individer omgås og bevæger os på, og som ovenikøbet er sofistikeret hverdagsdesign, der kommer alle danskere til gode, siger hun videre.
Kunstfondens Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design har i år besluttet at fremhæve det 30 år gamle design for at minde om vigtigheden af at udvikle langtidsholdbare designløsninger og det at prioritere design som en vigtig del af løsningen i hele processen - fra den første idé, igennem udviklingsproces og produktion, til det færdige design sættes på skinner.
Kunstfonden præmierer hvert år et antal kunstnere og værker, som fortjener særlig opmærksomhed.
Legatudvalget for Kunsthåndværk og design består af beklædningsdesigner og udvalgsleder Anne Damgaard, møbeldesigner Hans Sandgren Jakobsen og designer Øivind Alexander Slaatto.
Kort om IC3-toget:
- IC3-toget er bygget af Bombardier (tidligere Scandia) i Randers i perioden 1989-1998. Det er designet af nu afdøde designchef i DSB, Jens Nielsen. Første tog kørte med passagerer 13. januar 1990
- Et IC3-togsæt består af tre fast sammenkoblede vogne med siddepladser til 144 passagerer. Det er muligt at koble op til fem IC3-togsæt sammen, så de udgør ét knap 300 meter langt tog med i alt 720 siddepladser
- Der er tale om en letvægtskonstruktion primært opbygget i aluminium, som er energibesparende og revolutionerende for sin tid
- Det var især IC3-togenes gumminæse, der var opsigtsvækkende. Den gjorde det nemt og hurtigt at samle eller skille tog ad på knudepunktsstationerne, og den gjorde det muligt for passagerer og personale at gå fra et togsæt til et andet under kørslen
- Der er 96 IC3-tog i drift i Danmark
På wikipedia kan man læse meget mere om historien om IC3-togene - klik her:
Jernbaner
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET