KTF Transmision
NYHEDER 8. OKT 2024 KL. 17:19

Initiativ i Gladsaxe og Ballerup: Adfærdsdesign skaber grønnere transportkultur i Gladsaxe og Ballerup

Af: kollektivtrafik


Adfærdsdesign skaber grønnere transportkultur i Gladsaxe og Ballerup
Medarbejdere og ledere har arbejdet med de mentale og fysiske barrierer for at vælge en grøn transportform. Her er det medarbejdere fra virksomheden Artelia.

Onboarding, anerkendelse og kollegafortællinger sætter gang i en bevægelse mod mere grønne transportvaner hos ingeniørvirksomheden Artelia i Gladsaxe og Ambu i Ballerup, der leverer udstyr til eksempelvis sygehuse. Det er sket gennem adfærdsdesign på alle niveauer i virksomhederne


Der er blevet taget nye greb i brug i Gladsaxe og Ballerup kommuners indsats for at få flere medarbejdere i virksomhederne til at vælge en mere grøn og aktiv måde at transportere sig på. Sammen med Trafikselskabet Movia, Artelia i Gladsaxe og Ambu i Ballerup, er der med initiativet Green Mobility Shift sat en bevægelse i gang, der gør det naturligt for flere medarbejdere at overveje, om de kan transportere sig mere bæredygtigt på gå-ben, cykel, med bus, tog eller samkørsel.


Anerkendelse og gode oplevelser skaber nye vaner
De nye greb har afsæt i adfærdsforskningen, som viser, at det lettere at ændre folks vaner ved at skabe gode oplevelser, give anerkendelse og at gøre det nemt, fremfor traditionelle informationskampagner.


Samtidig er det afgørende at arbejde indgående med både lederne og medarbejdernes mentale og fysiske barrierer. Derfor har virksomhederne Artelia og Ambu i samarbejde med adfærdskonsulenter fra konsulenthuset Bro, der har fokus på adfærdsdesign og kommunikation, arbejdet med at skabe en transportkultur, hvor grøn og aktiv transport er nemt og motiverende for alle i organisationen.


De indledende analyser hos medarbejderne i virksomhederne viste desuden, at der er et stort ønske om, at virksomheden prioriterer grønne mobilitetsvaner højt, og 60 procent af medarbejderne havde ønske om at cykle mere.


Bilen er ikke længere det automatiske valg
Helle Dueholm Danekilde, der er HR-chef hos Artelia er begejstret for, at de har været første case-virksomhed.


- Der er sat en bevægelse i gang i vores kultur for, hvordan vi transporterer os. Vi accepterer ikke bare, at kollegaerne tager bilen uden grund. Vi taler mere om, hvordan vi transporterer os, og det har gjort det mindre tabubelagt. Vi har for eksempel tænkt de grønne transporttilbud ind i vores pre- og onboarding, og vi har fjernet nogle af de praktiske barrierer, der kan hindre valget af de grønnere løsninger, siger hun.


Bo Nielsen, der er Head of EHS & Facility Management hos Ambu, værdsætter ligeledes udbyttet af initiativet.


- Vi har søsat kampagnen ”Did you know…”, som går ud på at gøre vores kolleger opmærksomme på alle de grønne transporttilbud, vi har. For os er det centralt at gøre det nemmere for vores medarbejdere at tage cyklen på job eller benytte andre grønne alternativer, siger han.


Katrine Hartmann-Petersen, der lektor i mobilitet og byudvikling fra Roskilde Universitet og forsker på projektet anerkender den innovative tilgange.


- Green Mobility Shift-initiativet i Gladsaxe og Ballerup er nytænkende, fordi de arbejder i dybden med at forstå både ledelsens og medarbejdernes mentale barrierer i forhold til deres transportvaner. Det gør det nemmere at finde nye løsninger til, hvordan adfærden kan ændres og der kan skabes en ny transportkultur i virksomheden.


Konkrete anbefalinger til andre arbejdspladser
Green Mobility Shift initiativet gennemfører test-cases i seks organisationer og skal munde ud i et koncept med konkrete anbefalinger til, hvordan der kan skabes nye og permanente grønne transportvaner, og hvordan de bliver en integreret del af organisationens kultur. Det skal gøre det lettere for andre organisationer at arbejde med at skabe grønnere transportvaner.



Om Green Mobility Shift
Green Mobility Shift-initiativet handler overordnet om at fremme, at borgere og medarbejdere skifter til grønne transportformer. Målet er at skabe en model, der danner rammen for en alternativ måde at planlægge transport på i fremtiden. Projektet arbejder med konkrete case-baserede forsøg med skift til aktiv, grøn transport hos borgere og model- og værktøjsudvikling blandt andet baseret på cases med borgere og kommuner.


Initiativet indebærer testforløb i seks virksomheder. Her indgår blandt andet workshops, der faciliteres af adfærdskonsulenter, som arbejder med de barrierer og muligheder, der er for at medarbejderne kan ændre mobilitetsadfærd. I forløbet arbejdes der både med de eksisterende og eventuelt nye mobilitetsløsninger, og hvorledes transport og mobilitet italesættes. For øjeblikket er der afsluttet workshopforløb hos virksomhederne Ambu (Ballerup Kommune) og Artelia (Gladsaxe kommune). Efter henholdsvis 6 og 12 måneder foretages en måling af medarbejdernes transportvaner, som vil vise effekten af projektet.


Green Mobility Shift-projektet består af de 16 dansk-svenske partnere: kommunerne Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Vallensbæk, Sjöbo, regionerne Sjælland, Skåne, trafikselskaberne Skånetrafiken, Movia, universiteterne Lunds Uni/K2, RUC, DTU og organisationerne Gate 21, Innovation Skåne, DIF, Röstånga Tillsammans. Projektet er medfinansieret af EU Interreg-ØKS og løber fra 2023 til sommeren 2026.



Sådan blev der konkret arbejdet med at ændre medarbejdernes vaner i Ambu og Artelia:


Adfærdsforskningen viser, at for at ændre på transportkulturen i en organisation er det afgørende, at ledelsen støtter aktivt op om det. Derfor har ledere og medarbejdere arbejdet tæt sammen på en række workshops. De har arbejdet med, hvordan man kan skabe en grønnere transportadfærd på tre niveauer:



  • De formelle strukturer, som for eksempel ansættelsessamtaler og pre-/onboarding af nye medarbejdere

  • De uformelle strukturer, hvor der er blevet arrangeret sociale cykelevents og været fokus på at anerkende, når man vælger en grøn transportform til og fra arbejde og i forbindelse med eksterne møder og lignende

  • Fokus på at udbrede de gode fortællinger om kollegaer, der er lykkedes med at gøre sine transportvaner grønnere. Ikke mindst er der arbejdet med at fjerne besværet, så det er nemt og oplagt at tage cyklen, køre sammen når man begynder at cykle med videre


Baselineundersøgelsen
En baselineundersøgelse af medarbejdernes mobilitetsvaner på Ambu og Artelia viser blandt andet:



  • Ca. 80 procent af medarbejderne har talt med deres kollegaer om transport inden for den sidste måned

  • For medarbejderne handler det om at vælge den hurtigste, mest bekvemme og fleksible løsning

  • I begge virksomheder ønsker ca. 60 procent at cykle mere

  • 53 procent af medarbejderne i de to virksomheder giver udtryk for, at de synes, det er vigtigt, at arbejdspladsen bakker op om grøn mobilitet


 




I virksomheden Ambu har de søsat kampagnen ”Did you know…”, som gør medarbejdere opmærksomme på alle de grønne transporttilbud, der er. Fra venstre er det Senior Solution Architect Aryan Chistiansen, receptionist Tina Hansen og Head of EHS & Facility Management Bo Nielsen.


 


Mobilitet