Forslag på inspirationsmøde: Blafferstop og plustur kan være vejen til bedre mobilitet på landet
Af: kollektivtrafik
Movia afholdt 17. januar et inspirationsmøde for omkring 60 trafikplanlæggere, landsbykoordinatorer og andre med interesse for mobiliteten, der hvor der er længere mellem husene. Initiativer som blafferstop, nabosamkørsel og plustur var nogle af de emner, som deltagerne på inspirationsmødet selv fremhævede som mulige løsninger
Movia fremhæver, at at borgerne er glade for det kollektive sikkerhedsnet af tog, busser og flextrafik, der understøtter hverdagsliv. Men et godt liv på landet kan kun understøttes og udvikles, hvis borgere, virksomheder og trafikselskaber arbejder sammen. Derfor afholdt Movia inspirationsmødet, som tog hul på, hvordan man i fællesskab kan styrke den kollektive mobilitet uden for de store byer. På dagen havde Movia inviteret en række oplægsholdere som lagde op til diskussion om alt fra delebiler til landsbybusser og blafferstop.
Til inspirationsdagen pegede deltagerne især på tre koncepter, som de gerne vil arbejde videre med i kommunerne:
- Samkørselsordninger. Deltagerne på Movias inspirationsmøde var især interesserede i at arbejde videre med, hvordan man kan samkøre til arbejde, fritids- og børneaktiviteter
- Blafferstop. Organisationen Blaffernationen holdt oplæg om opsættelse af blafferstop. På inspirationsdagen var der stor interesse for, hvordan man kan opsætte og promovere blafferstop i kommunerne
- Plustur. Det sidste emne som deltagerne fremhævede som en løsning, de gerne vil arbejde videre med, var plustur. Plustur er som forsøg en del af rejseplanen i fem kommuner på Sjælland. I de fem kommuner vil man automatisk blive tilbudt plustur, når bus og tog ikke dækker rejsen eller ikke rækker hele vejen. Er plustur en mulighed, vil plustur fremgå af rejseoversigten i rejseplanen. Plustur er også kendt fra eksempelvis Nordjylland
Movia sætter nu i samarbejde med Region Sjælland gang et program, som giver økonomisk støtte til at gennemføre lokale projekter, der styrker kollektiv mobilitet udenfor de store byer. Movia starter en dialog med alle kommunerne i Movia’s område om, hvilke løsninger, de gerne vil udrulle, og man har som kommune mulighed for at blive bragt sammen i en gruppe på tværs af kommuner, hvor man kan dele erfaringer og løsninger
Arbejder man i en kommune, og vil man gerne have mere information om, hvordan man bliver en del af projektet mobilitet på landet, er man velkommen til at kontakte Søren Fischer hos Movia.
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET