Bybusser i Viborg åbner for cykler
Af: kollektivtrafik
Siden årsskiftet har man kunnet tage sin cykel med i bybusserne i Viborg gratis uden for myldretiden mellem klokken syv og ni. Ordningen er et to-årigt forsøg og understøtter Viborg Kommunes ønsker om, at Viborg skal være en god cykelby
Kunder, der gerne vil kombinere cykel og bus på deres rejse, kan få plads til cyklen på midterperronen i Viborgs bybusser uden for myldretiden, hvis der er plads. For pladsen i bussernes midterperron eller flexarealet skal deles med barnevogne, kørestole med mere - og her gælder først-til-mølle-princippet. Er flexarealet optaget, må man vente på næste bus - eller tage cyklen videre på sin rejse. Midttrafik oplyser, at der er plads til højst to cykler. Chaufføren vurderer og afgør, hvad der er plads til på en given afgang.
Viborg Kommune ønsker, at Viborg by skal være en god cykelby og håber, at borgerne vil tage godt imod tilbuddet, der vil øge mobiliteten i byen.
- Vi vil gerne have borgerne til at bruge cyklen noget mere. Det giver både en bedre sundhed for den enkelte og mindsker trængslen på vejnettet. Dertil kommer, at det bidrager til et bedre miljø i Viborg, siger Johannes Vesterby, der er formand for Teknisk Udvalg og medlem af Midttrafiks bestyrelse og tilføjer:
- Derfor tilbyder vi nu, at man kan tage cyklen med i bybussen.
Midttrafik vil bruge erfaringerne fra forsøget med gratis cykelmedtagning i Viborg bybusser til at vurdere, om ordningen skal udbredes til de øvrige bybusser i Midttrafiks område.
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET