Byråd har bæredygtig Trafik- og Mobilitetsplan på dagsordenen
Af: kollektivtrafik
Hvordan bevæger vi os rundt i 2050? En ny plan har det lange grønne sigte på, når fremtidens mobilitet i Esbjerg Kommune skal skabes med beslutninger af i dag. Derfor har politikerne i Esbjerg Kommunes Plan & Byudviklingsudvalget et forslag til en kommende Trafik- og Mobilitetsplan på dagsordenen, når de mødes torsdag i denne uge
Visionen er at skabe en bæredygtig mobilitet, der sikrer, at hverdagen hænger sammen for såvel borgerne som erhvervsliv, og at den understøtter ambitionen om CO2-neutralitet i 2030.
- Vi skal cykle mere og tage længere ture
- Toget er rygraden i den kollektive trafik
- Busserne skal få os hen til stationerne
- Bilerne skal være bæredygtige og fylde mindre i dagligdagen og bybilledet
- Erhvervstrafikken skal være grønnere og mere effektiv
Planen skal realiseres gennem fire greb, hvoraf det første handler om at fremme den bæredygtige mobilitetsadfærd ved, at borgerne træffer bæredygtige og sunde transportvalg. Det andet greb handler om at prioritere de lette trafikanter ved at forbedre infrastruktur og tilgængelighed - for eksempel gennem grønne, levende byrum og fredelige passager i bymidterne. Det tredje greb har fokus på at sikre attraktiv mobilitet mellem land og by, ved at borgerne på landet har adgang til effektiv og bæredygtig mobilitet til knudepunkter og større byområder, mens det fjerde og sidste greb skal understøtte erhvervslivets adgang til infrastruktur, så erhvervslivet kan træffe bæredygtige transportvalg.
- 75 procent af kommunens borgere er bosat i de største byer. Derfor har planen et naturligt fokus på trafikken i Esbjerg, Bramming og Ribe. Udover at nedbringe udledningen af CO2 beskriver planen også fordelene ved lade biltrafikken fylde mindre i gadebilledet, siger Henning Ravn (V), der formand for Plan & Byudvikling.
Planen bygger på en helhedsorienteret tilgang, hvor trafik- og mobilitetsplanlægningen går hånd i hånd med byplanlægningen. Målet er at skabe en infrastruktur, der kan tilpasses nye mobilitetsvaner og understøtte et aktivt byliv i bymidterne. I forbindelse med arbejdet med planen, har Esbjerg Kommune blandt andet gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt borgerne i kommunen.
- Fremtidens mobilitet er noget som interesserer mange. Det vidner deltagelsen i spørgeskemaundersøgelsen om, og det har også været tydeligt på de workshops og temadrøftelser, hvor de politiske udvalg har bidraget til planens indhold. De vigtigste temaer, som borgerne har peget på, er forholdene for cyklister, kollektiv trafik og grønne byrum, hvilket også afspejles i det planforslag, som nu bliver fremlagt for Plan & Byudviklingsudvalget, siger Henning Ravn.
Fredelige, attraktive og sikre bymidter kan blandt andet opnås ved at sænke bilernes hastighed og reducere den gennemkørende trafik. Samtidig skal gående og cyklister have bedre forhold, for der er et stort potentiale i, at især kortere ture køres på cykel fremfor i bil. I byerne skal bilerne kunne parkere strategiske steder, der giver bilisterne mulighed for nemt at komme til og fra bymidten. Ved at samle parkeringen kan udvalgte gaderum friholdes til lette trafikanter og ophold, og der bliver plads til grønne og levende byrum.
I første omgang er det Plan & Byudviklingsudvalget, som skal kigge på forslaget til Trafik- og Mobilitetsplanen, og derefter bliver det hele Esbjerg Byråd, som skal forholde sig til planen. Byrådet forventes at sende planen i offentlig høring i september, og her kan alle interesserede komme med input til planens indhold.
Kort om processen:
Udarbejdelsen af Trafik- og Mobilitetsplanen har involveret en omfattende inddragelsesproces med input fra borgere, lokalråd, handicap- og ældreråd, store arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Gennem workshops, pop-up events og antropologiske undersøgelser er der blevet indsamlet værdifulde data og indsigter om borgernes transportvaner og behov. Over 2.000 borgere har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse.
Interesserede kan se mere om planen på dagsordenen for mødet i Plan & Byudviklingsudvalget torsdag 15. august her:
Mobilitet
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET