KTF Transmision
NYHEDER 13. OKT 2022 KL. 12:13

Sikkerhedsrapport for jernbanerne: Det er fortsat meget sikkert at køre med tog i Danmark

Af: kollektivtrafik


Antallet af væsentlige ulykker på de danske jernbaner er faldet til det laveste niveau i 10 år. Det fremgår af en ny sikkerhedsrapport, som Trafikstyrelsen har offentliggjort


"Sikkerhedsrapport for jernbanen 2021", som Trafikstyrelsen nu har offentliggjort, viser, at risikoen for, at der sker en ulykke, når man kører med tog på de danske jernbaner, fortsat er meget lille.


I 2021 faldt antallet af væsentlige ulykker til 15, hvilket er to mindre end året før. Det er det laveste niveau i løbet af de seneste 10 år, hvor antallet af væsentlige ulykker på de danske stats- og privatbaner i gennemsnit er faldet med 28,6 procent.


- Det er og skal være sikkert at køre med tog i Danmark. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at sikkerhedsniveauet på de danske jernbaner fortsat er meget højt, og at antallet af alvorlige ulykker gennemsnitligt falder år for år. Trafikstyrelsen vil gøre alt, hvad vi kan tilsynsmæssigt og regulatorisk for at bidrage til, at denne tendens fortætter de kommende år, siger Vicedirektør i Trafikstyrelsen, Christian Vesterager.Sikkerhedsniveauet på de danske stats- og privatbaner blev i 2021 opgjort til 0,2 alvorlige personulykker for hver en million kørte kilometer, hvilket fortsat er betydeligt under det danske sikkerhedsmål, som er fastsat til 0,3.
 
Nye regler for godstransport med lommevogne
Den danske ulykkesstatistik har de seneste år været påvirket af Storebæltsulykken i januar 2019. Den alvorlige ulykke har skærpet opmærksomheden på sikkerheden, når lastbilsættevogne bliver transporteret som gods på lommevogne på banerne.


På den baggrund trådte en ny bekendtgørelse i kraft 1. oktober, som afløser de nuværende påbud om supplerende sikkerhedsforanstaltninger for godstransport med lommevogne på de danske jernbaner.



Interesserede kan se “Sikkerhedsrapport for jernbanen 2021” her:


 


Tog og jernbaner