KTF Transmision
NYHEDER 5. MAR 2019 KL. 10:45

DSB forenkler priser og billetter over Storebælt

Af: kollektivtrafik


Fra søndag 7. april vil det blive mere enkelt at finde priser og billetter til togrejsen mellem Øst- og Vestdanmark. Det sker som sidste tilpasning til de senere års ændringer i forbindelse med Takst Vest og Takst Sjælland med et simpelt prishierarki og et enklere billetudbud. Det er sidste del af en landsdækkende forenkling på tværs af trafikselskaberne i Danmark


- Strækningen over Storebælt kommer til at følge de samme principper for priser, der gælder i resten af Danmark. Derfor bliver det mere enkelt for kunderne at finde den rette billet til rejsen på tværs af landet, siger Aske Wieth-Knudsen, der er underdirektør i DSB Kommerciel.


For resten af landet gælder, at rejser på Rejsekort er billigere eller til samme pris som at rejse på en enkeltbillet. Det er dét princip, der fra april også gælder rejser over Storebælt. Dog vil DSB Orange og DSB Orange Fri-billetter som udgangspunkt være billigere end rejser på både Rejsekort og enkeltbillet, når turen går over Storebælt.


Med forenklingen af priser følger også en forenkling af billetudbuddet. DSB har blandt andet valgt at stoppe salget af DSB mobilklippekort, der kun gælder til rejser over Storebælt. Det bliver muligt at rejse på de nye Rejsekort Pendlerkort og Rejsekort Pendler Kombi i hele landet, mens pendlerkort på pap bliver udfaset. Pendlerkort kan fremover kun købes i DSB App eller på Rejsekort. For kunder med mere en otte returrejser, kan det bedst betale sig med et pendlerkort. Der sker desuden en ændring af omstigningsområder på billetter.


I forbindelse med forandringerne for rejser over Storebælt har DSB rykket de årlige takstændringer fra januar til 7. april, så de bliver gennemført på samme tid. For rejser på enkeltbilletter og rejsekort sker den en gennemsnitlig stigning på 2,8 pct. Der sker ingen ændringer på andre billettyper.


- Pendlerne sker der ikke nogen takstændringer for. De beholder sidste års fald i prisen for pendlerkort over Storebælt. I stedet er stigningen lagt på enkeltbilletter og rejsekortet. Her har de rejsende også mulighed for at finde en af DSB’s billige Orange-billettyper, som vi netop har fordoblet antallet af, siger Aske Wieth-Knudsen. 


Alle billetter, der er købt, før ændringerne træder i kraft 7. april, er gyldige i forhold til de regler, der er gældende på købstidspunkt.


Med forenklingen kan der fra april købes togbilletter fra dør til dør for rejser, der kombinerer tog, bus, lokalbane, letbane og metro i hele landet - Bornholm er dog undtaget.