NYHEDER 7. JAN 2021 KL. 15:00
Effektiv kontrol af løn- og arbejdsvilkår i flextrafikken giver resultater
Af: kollektivtrafik
Trafikselskabet Movia fortsatte sidste år den skærpede kontrol med løn- og arbejdsvilkår hos de private vognmænd, der kører flextrafik for selskabet. I tæt samarbejde med Movia's kontrolpanel, hvor arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger deltager, har Movia i år gennemført 46 stikprøver. For andet år i træk viser kontrolpanelets skærpede kontrol med løn- og arbejdsvilkår en positiv udvikling med færre og mindre alvorlige udfordringer end de foregående år. Kontrollen viser samtidig, at der fortsat er fejl og mangler at rette op på
I 2020 har Movia foretaget 46 stikprøvekontroller fordelt på 20 operatører, der har kontrakt med Movia, og 26 underleverandører til disse.
- Det er afgørende for Movia, at leverandørerne af flextrafik har samme høje standarder for løn- og arbejdsvilkår, som vi selv efterlever. Jeg er derfor godt tilfreds med, at Movia i 2020 for andet år i træk ser en udvikling med færre og mindre alvorlige udfordringer med overholdelse af overenskomster end tidligere år. Udviklingen er hjulpet godt på vej af det store arbejde som arbejdsmarkedets parter bidrager med i kontrolpanelet. Og det vil jeg gerne sige stor tak for, siger Movias administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen.
Movia forventer at fortsætte arbejdet med stikprøvekontroller i 2021 med stikprøvekontrol af 20 vognmænd og eventuelle underleverandører. I 2021 vil fem af de 20 operatører blive udvalgt blandt de operatører, der har budt ind med de laveste priser i det seneste udbud. Herved kan Movia sammen med kontrolpanelet undersøge, om der er en sammenhæng mellem lave priser og ringere ansættelsesvilkår for chauffører. Stikprøvekontrollen vil også næste år foregå blandt både små, mellemstore og store operatører.
Resultatet for stikprøvekontrollen i 2020
Resultatet af de 46 stikprøvekontroller viser:
- at 12 kunne afsluttes med det samme, da alt var i orden
- Syv operatører har rettet fejl og mangler, og sagerne er lukket
- 14 operatører skulle rette op med hjælp fra deres arbejdsgiverforening og sagerne er lukket
- Syv operatører har efter kontrollerne valgt at opgive at køre på kontrakt for Movia
- To operatører skulle rette op på fejl, men valgte efterfølgende at køre selv uden at have chauffører ansat, og derfor blev sagerne lukket
- Én sag vurderes i øjeblikket juridisk for yderligere afdækning inden den eventuelt overgives til Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen, da operatøren har mange fejl og mangler, og ikke vil rette tilstrækkeligt op
- Tre sager afventer vurdering af arbejdsgiverorganisation/fagforening
Movia udbyder kørslen i flextrafik til private vognmænd, og Movia er som virksomhed optaget af, at der sikres ordentlige løn- og arbejdsforhold for medarbejderne hos de mange private operatører i den forbindelse. I samarbejde med arbejdsmarkedets parter nedsatte Movia derfor i 2017 et kontrolpanel, der vurderer stikprøver-kontroller blandt Movias operatører, og rådgiver Movia om løn- og arbejdsvilkår hos de private vognmænd.
Movia udfører stikprøvekontrol ved at indhente relevant dokumentation fra operatørerne i form af den benyttede overenskomst, tre måneders lønsedler og ansættelseskontrakter for samtlige chauffører, der kører flextrafik for Movia. Og Kontrolpanelet vurderer, om operatøren overholder overenskomsten i forhold til løn, pension, ferie, feriefridage, opsigelsesvarsel, sygdom samt giver en overordnet vurdering af ansættelsesvilkårene.
Kørsel af flextrafik for Movia kan kun udføres, hvis operatøren har en tilladelse.
Movia har siden 2017 skærpet kontrollen med løn- og ansættelsesvilkår i Movias flextrafik ved nedsættelse af et kontrolpanel med deltagelse af arbejdsmarkedets parter.
I Movias kontrolpanel deltager ATAX, Dansk Industri, Arbejdsgiverforeningen KA, KRIFA, Det Faglige Hus og 3F.
I 2017 udførte Movia 10 stikprøvekontroller, og i 2018 udførtes 20 stikprøvekontroller, i 2019 gennemgik kontrolpanelet stikprøver fra i alt 45 operatører.
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
NYHEDER 28. OKT 2024 KL. 11:36
Demonstranter for nattog holdt et stille pyjamasparty på HovedbanegårdenMOBILITET
NYHEDER 20. DEC 2024 KL. 19:07
Kommuner og Staten skal have ansvaret for at drive den kollektive transport