Enighed i EU åbner for mindre CO2-udledning fra tunge køretøjer
Af: kollektivtrafik
EU-landene og EU-Parlamentet er blevet enige om en endelig aftale, der for første gang fastsætter CO2-krav til nye tunge køretøjer. Reglerne, der har været på vej gennem EU-systemet et stykke tid, tager udgangspunkt i, at udledningerne fra transportsektoren generelt udgør omkring 25 procent af EU’s CO2-udledning med en stigende tendens
Da EU-landene har tilsluttet sig Paris-aftalen fra 2015 er det nødvendigt med EU-tiltag for at fremme den grønne omstilling i transportsektoren.
Den aftale, som EU’s Ministerråd under rumænsk ledelse er blevet enig med EU-Parlamentet om, stiller krav om, at nye tunge køretøjer skal udlede 15 procent mindre CO2 i 2025 og 30 procent mindre CO2 i 2030 i forhold til 2019. Kravene skal bidrage til at nedbringe udledningerne af CO2 i hele Europa og sætte skub i udviklingen af mere klimavenlige køretøjer.
Fakta om aftalen:
- Aftalen indeholder et bindende reduktionsmål for CO2-udledning på 15 procent i 2025 sammenlignet med 2019 og 30 procent i 2030. Det er første gang, at EU stiller CO2-krav til tunge køretøjer
- Aftalen indeholder en incitamentsstruktur, der for perioden 2019 til 2025 skal give producenterne incitament til at producere flere nul- og lavemissionskøretøjer via en kreditmekanisme. Efter 2025 skal det vurderes, om mekanismen er passende set i forhold til den teknologiske udvikling
- Der er i aftalen indbygget en revision i 2022, hvor der blandt andet skal gøres status over effekten af forslaget og tages stilling til reduktionsmålet i 2030 samt forslagets incitamenter til fremme af klimavenlige køretøjer. Det skal gøre det muligt at skrue op for ambitionsniveauet for både reduktionskravet i 2030 og for incitamentet til, at der produceres flere klimavenlige biler
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET