KTF Transmision
NYHEDER 23. JAN 2019 KL. 23:00

EU-Parlamentets transportudvalg stemmer for øget liberalisering på busområdet

Af: kollektivtrafik


EU-Parlamentets transportudvalg stemmer for øget liberalisering på busområdet

Den største gruppe i EU-Parlamentet - den konservative og kristendemokratiske EPP - meddeler tirsdag, at EU-Parlamentets transportudvalg med stemmer fra blandt andet EPP har stemt for et forslag om øget liberalisering på busområdet. Forslaget vil ifølge EPP-gruppen give kunderne flere valgmuligheder, øge konkurrencen og indføre øget kontrol af området. EPP peger på, at det vil gavne kunder og busoperatører på regionale ruter mellem forskellige byområder


- Forslaget om international liberalisering er klart nødvendigt, da det vil føre os frem til et mere integreret EU, siger Luis de Grandes Pascual fra EPP-gruppen.


- Det vil også føre til et mere fair og mere konkurrencedygtigt busmarked. Borgerne vil få mulighed for at rejse mere enkelt og billigere med bus, siger han videre.


Forslaget vil, hvis det bliver endeligt vedtaget, gøre det lettere at køre ind på busmarkedet i andre EU-lande og tilbyde mellembys-busruter. EPP-gruppe peger eksempelvis på, at en dansk bus-operatør vil få mulighed for at køre mellem Paris og Bordeux eller fra Hamburg til Köln. Forslaget vil også definere reglerne for nye operatørers adgang til busterminaler.


- Vi har nu en rapport på bordet, hvor vi har opnået en god balance mellem liberalisering af det internationale marked for buskørsel og beskyttelse af eksisterende offentlig service. Rutebusser og turistbusser er den mest sociale transportform og skal vedblive med at være det. Derfor er det også vigtigt, at vi ikke ignorerer offentlige service-kontrakter, understreger Luis de Grandes Pascual.


Under en kommende ny lovgivning vil der blive lagt vægt på økonomiske balance mellem eksisterende offentlig service og nye tilbud. Hvis myndighederne i en EU-medlemsstat vurderer, at nye tilbud vil forstyrre markedet, kan de nægte at give tilladelse til den nye service.


Luis de Grandes Pascual peger på, at et nyt nationalt organ vil overvåge situationen i det enkelte land for at sikre, at der ikke sker diskrimination på eller udnyttelse af markedet.