KTF Transmision
NYHEDER 29. SEP 2021 KL. 20:00

Forsøgsprojekt: Førerløs bus har kørt sin første tur på offentlig vej på Slagelse Sygehus

Af: Redaktionen


Førerløse busser skal som et forsøg køre patienter, medarbejdere og besøgende rundt på offentlig vej mellem afdelingerne på Slagelse Sygehus i det kommende år. Movia har i samarbejde med Region Sjælland, Metroselskabet og Region Hovedstaden for første gang sendt den førerløse bus ud at køre på helt almindeligt trafikeret vej.


Førerløse busser kan blive en del af den kollektive transport i fremtiden. Ikke mindst i områder, hvor der er længere mellem husene, hvor den førerløse bus kan blive borgernes forbindelse mellem hjemmet og det nærmeste busstoppested eller den lokale togstation. Så langt er den førerløse teknologi ikke endnu, men udviklingen er altså så langt fremme, at den førerløse bus nu kan køre på helt almindeligt trafikerede vej med biler, cykler og fodgængere. 


Forsøget med førerløs bus på Slagelse Sygehus er anden fase i et flerårige udviklingsprojekt, hvor Movia i samarbejde med Region Sjælland, Metroselskabet og Region Hovedstaden tester førerløs teknologi og passagernes reaktion på denne form for kollektiv transport. Forsøget i Slagelse bygger oven på erfaringerne fra første fase, hvor den førerløse bus kørte indendørs i vandrehallen på Køge Sygehus. 


Den førerløse bus er henvendt til både patienter, besøgende og medarbejdere, der hurtigt og nemt kan komme rundt mellem sygehusets afdelinger. Der er seks stop på ruten, og i nogle perioder kører bussen i rute og i andre perioder bestiller man bussen med få tryk på stoppestedets stander en såkaldt on demand løsning. Bussen er fremme i løbet af ganske få minutter. 


Teknologien i on-demand systemet er udviklet specielt til forsøget på Slagelse Sygehus, og Movia indsamler i hele projektet vigtig viden om, hvordan førerløse busser og on demand løsninger kan indgå brugervenligt i den kollektive transport. Erfaringerne stilles til rådighed for andre trafikselskaber og øvrige interesserede både i Danmark og i udlandet.  


It og teknologi Mobilitet Trafikselskaber